Tarok

Anmeldt af Ib Ahnfeldt

Sven-Ove Kjældgaard og Bent Tilsted: Tarok
People´sPress 2013
191 sider
Pris 178 kr.

Tarok var en dansk travhest fra Skive, som fra 1974 til 1980
fejrede store triumfer på alverdens travbaner. Han stillede op til start i 165 travløb og vandt de 111. Bogen her fortæller noget om baggrunden for Tarok, det
daglige liv med ham, hans psyke, der var en vinders samtidig med, at han var en
rolig og klog hest. Men han var ikke blevet det, han blev, uden familien
Laursen, der ejede Tarok og det stutteri, hvor han boede. Det er en meget,
meget sympatisk beskrivelse af Laursen familien, og den er slet ikke uden
humor. Der blev kælet for alle hestene, der dagen lang fik små godbidder, og
når Tarok skulle løbe i København eller Sverige, gjorde de holdt på vejen, så
Tarok kunne komme ud af traileren og røre sig. De sov i Taroks hesteboks på
løbstedet, for han trivedes ikke uden selskab. Pisken under løbene var kun til
pynt, han blev aldrig presset mere end han kunne. Det er ren hyggelæsning det
her, velskrevet med en humoristisk snert. Jeg mærkede sorgen, da jeg kom til
Taroks død – Baron Gruffs sygdom, en livsfarlig mavesygdom hos heste.

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *