Anmeldt af Ib Ahnfeldt
Chinua Achebe: Alt falder fra hinanden
Oversat af Kirsten Jenlev
Bechs forlag Viatone 2013
174 sider
Pris 200 kr.
Chinua Achebe, som nu er død, var en stor Afrikansk
forfatter fra Nigeria. Denne bog er hans første, og han skrev den i 1958. I
mellemtiden er den oversat til flere end 50 sprog og er solgt i mere end ti
millioner eksemplarer i hele verden. Det er en fantastisk bog. Vi møder først
Afrikanerne som et landsbysamfund, der driver agerbrug. Der er flerkoneri, og
man får mange børn. Naturligvis er der mange guder, som kræver ritualer, og
samfundet har også et hierarki med respekt for de ældste og for de stærkeste.
Vi følger Okonkwo, som er blandt de stærkeste og driftigste i landsbyen. Han
tvinges til syv år i eksil fra sin by, og da han med sin familie vender tilbage
er alt ændret. Den hvide mand er dukket op. Præsten, der får lov til at bygge
sin kirke, og som samler en lille menighed. Handelsboden, hvor de, der har
penge, kan handle. Denne revolution får samfundet til at falde sammen. Guderne
respekteres ikke på samme måde, og denne nye kærlige gud er i modsætning til
deres hævngerrige gud. Man gribes i at tænke: Ja, kunne vi dog ikke bare have
holdt os væk og lade Afrikanerne leve deres eget liv. Bogen er både velskrevet
og rammer på kornet det, der er Afrika. Den er også spændende, man mærker ikke,
at den er 55 år gammel, det bliver bare en klassiker. Tak til Bechs forlag.