Anmeldt af Eline Andersen
Leif G. W. Persson: Den døende detektiv
Oversat fra svensk af Bjarne Nielsen
Modtryk 2011
467 sider
Pris 199,95 kr.
Manden, der kan se om hjørner – runder sit sidste hjørne – i dette brag af en krimi. Lars Martin Johansson er tidligere chef for det nationale kriminalpoliti – nu pensioneret – men at se rundt om hjørner kan han stadig.
I Stockholm besøger Johansson fastlandet. På sin vej tilbage tager han et smut forbi Sveriges bedste pølsevogn. Da Johansson tre dage senere vågner op, ligger han på intensiv efter at have overlevet en blodprop i hjernen. En meget anderledes tilværelse for Johansson, hvor det at se om hjørner tilsyneladende ikke længere er aktuelt.
Hans egen læge fortæller en forfærdelig historie om en 25 år gammel uopklaret mordsag på en niårig pige. Endnu et hjørne af den kriminelle fortælling. Og hjørner bliver igen kardinale.
Dette er ikke en blodig, hæsblæsende krimi – det er mere en dobbeltfortælling om liv og død, forbrydelse og straf. Det er en tænksom, behagelig fortælling som i veloplagt sprog fortæller om livets og dødens mange hjørner.