Anmeldt af Ib Ahnfeldt-Mollerup
Mo Hayder: Væk
Oversat af Michael Krefeld
Sohn 2013
430 sider
Pris 300 kr.
Mo Hayder fik for denne bog Edgar Allan Poe-prisen 2012, og
det er fuldt fortjent. Hun har leveret en gedigen krimi fuld af handling og
spænding fra første til sidste side. En biltyv stjæler biler med små piger på
bagsædet, de er fra 6 til 11 år. Tyven er forsynet med en julemandsmaske, og
han hiver bare mor ud af bilen, sætter sig ind i den og kører.
Politikommissæren hedder Caffery, han har et antydet forhold til lederen af
politiets dykkerafdeling Flea, som er en handlingens dame, der ikke altid er
enig med Caffery. Det bringer hende i vanskeligheder, der er fortalt, som var
man der selv. Bortføreren er hele tiden et skridt foran politiet, og han sender
små breve, hvor han håner opdagerne. Der er ikke tvivl om, at det der pigerne,
han vil have, ikke bilerne, men det er uklart, hvad han vil med disse piger.
Der synes ikke at være seksuelle formål, det må være ren psykopati. Det ender naturligvis i et crescendo af spænding, hvor man sidder og bider negle og må sige til sig selv: Det er jo
bare en bog. Den er en oplagt kandidat til sommerferien.