Anmeldt af Ib Ahnfeldt-Mollerup
Leif Davidsen: Utahs bjerge
Lindhardt og Ringhof 2011
256 sider
Pris 250 kr.
Leif Davidsen har tidligere udgivet 2 novellesamlinger samt 11 romaner, og han er tildelt alle tænkelige priser. Her har vi så hans novellesamling nummer 3. Det er en perlerække af historier, han her får fortalt os. Der er 12 noveller. Enkelte af dem har været udgivet tidligere i andre sammenhænge, men de er alle gennemskrevet. Det er svært at fremhæve enkelte noveller, da alle er af særdeles høj kvalitet. Det er gennemgående, at der bygges en stemning op af idyl og tryghed, og så pludseligt finder man ud af, at der hverken er hygge eller idyl men i høj grad fare på færde. Så ender historien, og læseren må selv digte fortsættelsen. Det er bare sådan, man laver gode historier.