Slottet ved det Liguriske hav

Anmeldt af Ib Ahnfeldt-Mollerup

 

 

 

Henning Mortensen: Slottet ved det liguriske hav

Gyldendal 2011

168 sider

Pris 199 kr.

Henning Mortensen har været en flittig forfatter med blandt
andet Ib Nielsen sagaen i ti bind og Sondrup trilogien. I 2009 udgav han
romanen Det blanke vand, som også er anmeldt her. I denne bog mødte vi Victor
og Julia som et forfinet ægtepar, gartneren Henry med en fortid i
fremmedlegionen og husbestyrerinden den veldrejede Lilian. Julia og Henry havde
en affære, og Victor hyggede sig lidt med Lilian. Da bogen sluttede, var Julia
og Henry på vej til Sydfrankrig, Lilian var blevet fyret og Victor var
brandoffer i en ildebrand i deres store hus. Slottet ved et liguriske hav er en
fortsættelse af Det blanke vand, og det er et glædeligt gensyn. Victor bor nu i
sommerhuset i Nordsjælland, hvor han psykisk og fysisk efter branden skal
restituere sig. Han har en let kontakt til Lilian, som ønsker mere, og en
kontakt til Julia, som nu danner par med Henry. Henrys fortid indhenter ham, og
Victor bliver bedt om at hjælpe Henry ud af kniben. Historien er fortalt i jeg
form, idet Victor er den fortællende. Romanen er ikke nogen action roman, og
den er drejet langsommere end Det blanke vand. Der er mord i den, men det er
ikke nogen rigtig krimi, snarere et psykologisk drama. Den er godt skrevet,
godt fortalt, personerne lever, og jeg vil meget, meget gerne høre mere til
dem.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *