Sådan bliver du stinkende rig i det nye Asien

Anmeldt af Ib Ahnfeldt

 

Mohsin Hamid: Sådan bliver du stinkende rig i det nye Asien
Oversat af Mich Vraa
Gyldendal 2014
272 sider
Pris 250 kr.

Dette er en selvhjælpsmanual til at blive stinkende rig, i Asien altså. Den er skrevet til en ”du”, og denne ”du” knokler sig ud af blikskurene, mudderet og slummen ved evigt arbejde, korruption, vold, bestikkelse og ved at fornægte sig sine basale behov, der kun står i vejen for karrieren. ”Du” starter med at brænde illegale DVD’er og leje dem ud. Her møder han sin kønne drømmepige, som han ikke gør noget ved, for både hun og han vil frem i samfundet. Så henter han brugte flasker i restauranter koger og filtrerer møgbeskidt og kemikaliefuldt ledningsvand og fylder vandet på flaskerne og sælger det. ”Du”, som startede sit liv i svineriet og fattigdommen, kan nu få en lejlighed og senere et palads med tjenere og chauffør samt medarbejdere, der snyder ham med returkommission på flaskeordrerne og til sidst stikker af med pengene. Der er nogle huskeregler, man skal kende i en selvhjælpsmanual. Man skal flytte ind til byen, man skal finde en uddannelse, man må ikke forelske sig, man skal undgå idealister, man skal lære af en mester men arbejde for sig selv, og man skal ikke gå af vejen for lidt vold. Der er mere endnu, og det hele er forrygende skrevet og fantastisk oversat. Og så er bogen tidvist morsom. Jeg læste den i en køre og nød troværdigheden, sproget og indholdet. Det er bare at gå i gang.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *