Anmeldt af Ib Ahnfeldt-Mollerup
Sue Grafton: S for stilhed
Oversat af Lisbeth Valentin Madsen
Rosenkilde & Bahnhof 2012
400 sider
Pris 299 kr.
Sue Grafton skriver sine kriminalromaner efter alfabetet.
Den første hed A for alibi, den næste B for bedrag. Nu er hun nået til S for
stilhed. Det er så nummer 19 i rækken af bøger. Men hun har ikke tabt pusten. Hendes
helt er en kvindelig privatdetektiv, Kinsey Millhone, som går igen, og som er
en dygtig, pertentlig, omhyggelig, grundig, usentimental og sympatisk efterforsker.
I denne bog er Violet Sullivan sporløst forsvundet, men det er 35 år siden. Violet
var ung, smuk, let på tråden og gift og havde et barn. Det er nu denne datter,
som hyrer Kinsey Millhone til at kaste et lys over, hvad der skete dengang, da
datteren var lille og moderen forsvandt. Vi er i Serena Station, en lille by i
staterne, og det var her Violet forsvandt. Der er de rige i byen, de kendte og
så alle de andre, men alle spor er kolde efter så mange år. Men Kinsey klør på
med krum hals, søger i alle tænkelige registre om alt muligt, og sørme om hun
ikke finder en skyldig i et eller andet til slut. Sue Grafton kan sit håndværk.
Hun kan skrive, så man er med fra første side, hun kan lavet et plot, som
holder, og det er bare godt – også denne gang. Sørgeligt at alfabetet kun har et
begrænset antal bogstaver.