Op i det blå

Anmeldt af Ib Ahnfeldt-Mollerup

 

 

 

Jon Krakauer: Op i det blå

Oversat af Jesper Klint Kistorp

Lindhardt og Ringhof 2013

303 sider

Pris 250 kr.

Dette er beretningen om en bestigning af Mount Everest i maj
1996. Denne beretning blev første gang udsendt på dansk i 1998, men det er en
så stærk historie, der er eminent fortalt og oversat, så den kan sagtens tåle
en genudgivelse. Jeg har altid sværmet for bjergbestigning, selv om jeg hverken
har fysik eller psyke til det, men efter denne bog er romantikken gået fløjten,
denne bestigning har været helvede på jord. Flere hold fra mange lande samt
talrige lokale sherpaer ville nå toppen af bjerget i maj 1996. Jon Krakauer,
der er amerikansk journalist, var med på et af holdene, og han leverer en
særdeles barsk, uhyggelig og forfærdende historie om turen. Bjerget er over
8000 meter højt, der er ikke megen ilt deroppe, så de fleste har ilt med i
flasker. Der er altid blæst nær toppen samt ned til minus 60 grader. D.10 maj
gik flere hold fra lejr fire mod toppen. Vejret tegnede godt, men skiftede op
ad dagen til snestorm af orkanstyrke. Sigtbarheden var kun få meter, terrænet
iset og sneet til. Kræfterne var få, og det var umenneskeligt svært at kæmpe
sig vej mod stormen. Flere gav op, og det var ikke muligt at sende hjælp op, de
frøs ihjel og blev kvalt i iltmangel, da flaskerne var tomme. Flere for vild og
forsvandt bare. Den dag kostede det 12 mennesker livet, og flere fik svære
forfrysninger. Krakauer leverer varen, man sidder tryllebundet og forfærdet
slugende hver side og spørger sig selv, hvorfor gør de det. Svaret skal man
være klatrer for at forstå, de gør det fordi bjerget ligger der.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *