Og sådan blev det

Anmeldt af Ib Ahnfeldt-Mollerup

 

 

 

Maren Uthaug: Og sådan blev det

Lindhardt og Ringhof 3013

250 sider

Pris 250 kr.

Maren Uthaug er datter af en samisk far og en norsk mor. Hun
er opfostret i Danmark, så dette giver hende de allerbedste forudsætninger for
at skrive denne lille fine roman, som er hendes debut som romanforfatter.
Romanens fortæller er den elleveårige pige Risten, som er datter af en samisk
mor og en norsk far. De er bosat i det nordlige Norge, men ægteskabet knager i
furene, og det besluttes, at far skal tage Risten med til Danmark, hvor de slår
sig ned i Sønderjylland. Far finder en dansk kvinde at leve sammen med, Grethe,
og hun ønsker, at Risten skal kalde hende mor, og Risten bliver nu kaldt
Kirsten. Grethe udlejer kælderen i sit hus til vietnamesiske bådflygtninge, og
en forældreløs dreng med et umuligt navn knytter sig stærkt til Kirsten, de
kalder ham Niels. Men Niels falder i unåde og bliver sendt til København til en
onkel, som ikke er en onkel. Kirsten er knust, men bare rolig, de mødes igen
mange år senere. Kirsten tegner og bliver med tiden arkitekt, hun får en søn
Rod og beslutter sig til at rejse op og besøge sin mor, som hun ikke har set i
20 år. Som det er sagt, er dette en fin lille roman. Det er kampen
for at befri sig for Grethes omklamrende og dominerende væsen, og det lykkes, og
det er jagten på Rods egentlige rødder. Jeg har nydt hver en side og følt med
Kirsten i hendes frygt for de underjordiske dæmoner.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *