Når engle græder blod

Anmeldt af Ib Ahnfeldt-Mollerup

 

 

 

Jakob Knudsen: Når engle græder blod

People’sPress 2013

299 sider

Pris 225 kr

Dette er Jakob Knudsens anden selvstændige roman med
kriminalkommissær Kristian Swane. Den er han sluppet godt fra. To kenyanske
tvillingedrenge optages i en lokal løbeskole. Herfra kommer de til Frankfurt i
hænderne på et tvivlsomt løbeteam, der eksperimenterer med bloddoping og
farmakologiske midler med henblik på at øge præstationerne. I København maraton
falder den ene tvilling død om af en blodprop i hjertet kort før mål. Broderen
flygter til en prostitueret, hvor begge brødre med rockeren Jons mellemkomst
havde overnattet. Samme aften myrdes brutalt på SAS hotellet i København en
tysk forretningsmand, som leder forsøgscenteret i Frankfurt. Nu er det alt om
at gøre at få fat i den flygtede kenyaner både for politiet og for rockeren, og
den jagt fører os til Nordjylland, hvor der sker et par ekstra mord. Det ser ud
som om en moralsk hævner vil udslette mændene bag dopingskandalen og rockeren.
Kristian Swane må helt til Rom for at rede trådene ud. Vores sympati ligger hos
hævneren, men nej jeg går ikke ind for dødsstraf – tror jeg nok. Det er en
spændende og velskrevet bog, som er pengene værd. Jeg læser gerne bind nr. tre
om ham Swane.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *