LG Jensen: Milkyway Meat, Sanddæmopnen
Gyldendal 2010
277 sider
Pris 250 kr.
L.G. Jensen har gennem sit liv prøvet det hele. Han har været slagterdreng, udsmider, skuespiller og en hel del mere, men for tiden er han lærer i Århus og skriver bøger.
Denne er en rigtig drengerøvsroman med et stænk af western i sig. Drengen William er kommet i slet selskab. Hans fader vil derfor have ham bort fra jorden og ud i rummet, og han skaffer ham kontakten til en læreplads på planeten Valhal som slagterlærling. Det lyder kedeligt men er det langtfra. Slagterne skal ud i rummet for at finde det bedste kød, som de så skal skære op og sælge i butikken på Valhal. Nu får de en melding om, at det mest sjældne og kostbare kød i form af en sanddæmon huserer på en fremmed planet, og de tager udfordringen op og går på jagt. Det er vildt og blodigt med action uafbrudt, så selv om jeg ikke er teenager sad jeg klistret til min stol. Så drengerøve store og små, glæd jer.