Anmeldt af Ib Ahnfeldt-Mollerup
Philip Kerr: Manden med et hjerte af jern
Oversat af Ole Steen Hansen
Modtryk 2012
381 sider
Pris 350 kr.
Denne bog er ottende bind i den såkaldte Berlin noir-serie
af Philip Kerr. Det er med spænding, man går til den, for de øvrige bind har
været fremragende. Det er denne også. Helten hedder Bernie Gunther. Han er tysk
politimand, og sidst vi traf ham i bogen Gråzone, havde han skjult sig på Cuba
i flere år efter krigen, men han blev indhentet af skæbnen og vendte tilbage
til Tyskland. Nu er vi tilbage til 1941. Gunther er politikommissær i Berlin,
han er ikke nazist, ikke medlem af partiet, han er ubestikkelig, en fremragende
detektiv og så udiplomatisk og ubehøvlet, at det virker charmerende. Mange facts i denne bog er historiske facts, nævnte personer har virkelig levet, og de fleste kan spores til deres død. Kerr har gjort et fantastisk forarbejde. Nazisten Reinhard Heydrich er blevet
rigsprotektor i Böhmen- Mähren. Her omgiver han sig med topnazister, men han
føler sig lidt truet og hidkalder Gunther. En adjudant myrdes i et låst
værelse, og det må Gunther så opklare. Naturligvis er det ikke så simpelt. Der
er skjulte dagsordener og masser af beskidt vasketøj i nazimiljøet, men lur
mig, om ikke Gunther gennemskuer det meste og bliver konfronteret med resten.
Han er stadig uforskammet, direkte og logisk i sit kringlede sind. Jeg elsker
bare den mand, må serien vare længe endnu.