Anmeldt af Eline Andersen
Michael Hjorth og Hans Rosenfeldt: Manden der ikke var morder
Oversat fra svensk af Ellen Boen
Hr. Ferdinand 2010
442 sider
Pris 299 kr.
Manden, der ikke var morder er en klassisk krim med et efterforskende politihold, der har problemer i deres respektive private liv. Dertil en psykolog, Sebastian Bergman, der har mistet hustru og barn i tsunamien i 2004 og nu flakker hvileløst omkring, kun trøstet af de stakkevis af kvinder, der falder for hans uimodståelige charme. Han er på jævn dansk – et stort svin – men med hang til at provokere og charmere – også læseren
Han har tidligere været ”profiler” for politiet, og nu vil tilfældet, at han befinder sig tæt ved det gerningssted, hvor en 16-årig dreng ikke bare er blevet myrdet, men også har fået fjernet sit hjerte. Bergman er fristet af det mystiske i sagen, men han har også sin egen dagsorden. For den tætte forbindelse med politiet kan hjælpe ham til at efterforske visse forhold i sin egen vilde fortid.
Gedigent håndværk af Hjort og Rosenfeldt – værd at bruge nogle timer på.