Din guide til Marrakech

anmeldt af Eline Andersen
din guide til marrakech

Maria Wittendorff: Din guide til Marrakech
Muusmann Forlag 2025
226 sider
239,95 kr

Jeg har været i Marrakech før. Jeg har vandret gennem soukens labyrinter, spist tagine under åben himmel og drukket myntete på tagterrasser med udsigt over byens pulserende liv. Jeg troede egentlig, jeg havde fået et fint indtryk af byen. Men så læste jeg Din guide til Marrakech – og pludselig begyndte det at krible i rejselysten igen.

Bogen er langt mere end en traditionel guide. Den åbner op for en dybere forståelse af byens kultur, historie og stemning – og jeg indså hurtigt, hvor meget jeg havde overset første gang, jeg var der. Små detaljer, skjulte perler, personlige anbefalinger og ikke mindst de levende beskrivelser gør, at jeg nu drømmer om at opleve byen med nye øjne.

Især sektionerne om caféer, haver og gallerier har sat sig fast. Jeg har allerede markeret siderne med steder, jeg vil besøge næste gang – steder jeg ikke anede fandtes, men som nu føles som must-sees. Og de personlige beretninger giver bogen en varme, der gør den til mere end bare et praktisk redskab – det føles som at få råd fra en erfaren ven, der kender byen ud og ind.

Jeg glæder mig oprigtigt til at vende tilbage til Marrakech – denne gang med Din guide til Marrakech i tasken og et langt mere åbent blik for alt det, jeg gik glip af første gang.

Hvor længslen bor

Anmeldt af Eline Andersen
Hvor længslen bor

Uffe Sveegaard: Hvor længslen bor
Skriveforlaget 2025
372 sider
279,95 kr

Det var egentlig en stille aften, da jeg begyndte at læse Hvor længslen bor – du ved, en af de aftener, hvor man ikke leder efter noget særligt, men alligevel håber at finde det. Og det gjorde jeg. Ikke i store armbevægelser, men i et menneskes helt nøgne og ærlige beretning om at tage skridtet væk fra det velkendte og ud i noget, der både skræmmer og kalder.

Jeg har aldrig selv gået Pacific Crest Trail, og sandsynligvis kommer jeg heller ikke til det. Men efter at have læst denne bog, føles det alligevel som om, jeg har været med – med støv i håret, ømme fødder og tanker, der strækker sig langt ud over horisonten.

Bogen er ikke et rejsereportage i klassisk forstand. Den er en slags indre logbog, hvor hvert eneste skridt i naturen følges af et lige så vigtigt skridt indad. Man mærker, hvordan noget skrøbeligt langsomt bliver stærkt, ikke kun i kroppen, men i troen på, at man stadig har en plads i verden, også selvom man har mistet orienteringen.

Det, der rørte mig mest, var, hvordan naturens rå kraft og ro får lov at være medspiller i fortællingen. Ørkenen, sneen, stilheden – de bliver ikke baggrund, men medfortællere. Og så er der de mennesker, der krydser hans vej. Dave og Debra – begge så klart tegnede, at man næsten savner dem, når bogen slutter.

Jeg læste den langsomt. Ikke fordi den var tung, men fordi jeg havde brug for at følge med i det tempo, den selv inviterer til. Den gør ikke hastværk. Den presser sig ikke på. Den sætter sig bare, som støv på støvlerne og sol på kinderne – og bliver hængende.

Hvor længslen bor har mindet mig om, at man godt kan fare vild og stadig finde hjem. At man godt kan være alene og stadig føle sig forbundet. Og at det nogle gange er selve længslen, der fører én til det sted, hvor man alligevel hører til.

En stille, men stærk bog, som man tager med sig.

Togrejser for begyndere

anmeldt af Eline Andersen

Nanna Hyldgaard Hansen: Togrejser for begyndere
Muusmann Forlag 2025
197 sider
249, 95 kr

Som ung rejste jeg i tog. Ikke nødvendigvis af klimahensyn eller komfort – men fordi jeg havde god tid, få penge og en rygsæk fyldt med mere nysgerrighed end planlægning. Nu, nogle år (og en del rejser) senere, har jeg fået lyst til at tage toget igen. Denne gang ikke som eventyrlysten interrailer med dåseleverpostej, men som begyndervenlig togpassager med en forkærlighed for bæredygtighed, vinduesplads og god kaffe. Og Togrejser for begyndere viste sig at være den perfekte rejsemakker til min genstart på skinner.

Bogen tager dig i hånden – men uden at tale ned – og guider dig trygt gennem alt fra billetkøb og togskift til overnatning i sovekupé og spisning i togrestaurant (ja, det er stadig en ting – og det er hyggeligere end fastfood i lufthavnsterminal 3). Det er praktisk, overskueligt og fyldt med gode råd, som gør det muligt at rejse uden panik over forsinkelser eller frygt for at havne på en perron uden wi-fi og retning.

Et af de bedste råd? At opgradere til 1. klasse, hvis prisen er til at betale. For som bogen forklarer: Nogle gange er forskellen ikke ret stor i penge – men enorm i benplads, ro og følelsen af at være på ferie allerede fra første fløjt.

Det, jeg virkelig holder af ved Togrejser for begyndere, er, at den ikke kun handler om logistik. Den handler om selve oplevelsen. Om at gøre rejsen til en del af ferien – ikke bare et nødvendigt onde mellem to destinationer. Om at falde i søvn i Hamborg og vågne op i Alperne. Om at tage sig tid. Kigge ud. Læse en bog. Tale sammen.

Georgien

anmeldt af Eline Andersen

Inge Lynggaard Hansen og Thomas Qvist: Georgien
Muusmann 2024
200 sider
279,95 kr

Ærligt talt, før jeg læste “Georgien – det glemte Europa”, var Østeuropa ikke ligefrem øverst på min rejseliste. Frankrig, Spanien – ja, tak! Men Georgien? Hvem vidste overhovedet, hvor det lå? Men nu, efter at have vendt sidste side, overvejer jeg seriøst, om jeg ikke skulle pakke rygsækken og tage afsted mod det ukendte Øst.

Bogen er den perfekte guide til at skubbe én ud af sin komfortzone – på den bedst mulige måde. Den maler Georgien som et land fyldt med overraskelser, fra betagende bjerglandskaber til skjulte landsbyer, hvor tiden synes at stå stille. Og så er der selvfølgelig Tbilisi, hovedstaden, der ifølge bogen er en sprudlende blanding af gammelt og nyt. Jeg er allerede begyndt at fantasere om at nippe til et glas georgisk vin (som, skal det siges, lyder som en direkte gave fra oven).

Bogen er ikke kun fyldt med praktiske rejsetips og smukke billeder, men også spændende historiske og kulturelle fakta serveret i et overskueligt og letlæseligt format. Det er helt klart en bog, der både kan inspirere til en rejse og få dig til at lyde klog i en samtale om Europas mindre kendte hjørner. Og så er der det her vidunderlige georgiske ordsprog: “Gæster er en gave fra Gud.” Efter at have læst bogen er jeg overbevist om, at jeg vil blive taget imod som en lille himmelsk gave, skulle jeg en dag finde vej til Georgien!

Så hvis du er træt af de sædvanlige feriemål og har brug for et frisk pust til rejsedrømmene, så grib fat i “Georgien – det glemte Europa”. Den får dig til at genoverveje, hvorfor du altid tager til Sydeuropa, når eventyret venter mod øst!


Turen går til vandreruter ved havet i Danmark

Anmeldt af Eline Andersen

Vandreruter ved havet

Gunhild Riske: Turen går til vandreruter ved havet i Danmark
Politikens Forlag 2022
136 sider
200 kr.

Der er et hav af smukke vandrestier langs havene i Danmark. Gunhild Riske inviterer i denne ’Turen går til’ 25 af hendes yndlingsruter. Corona tvang mange af os ud i lange vandreture i den danske natur, og flere af os er forsat med at snørre støvlerne og trampe stierne. Helt specielt er det at vandre langs de danske kyster, her er der vand, sand, klit og skov. De udvalgte ruter er alle med start- og slut samme sted, så man ikke behøver at organisere hjemtransport til udgangspunktet. De er stort set alle omkring 10km lange, hvilket gør dem tilgængelige for de fleste, og så er hver rute beskrevet med gode informationer om området, dyre- og plantelivet og om de øvrige seværdige ting på ruten. Bogen findes i to udgaver: den udgave, der kan ligge som coffee table book i stuen, og den mindre udgave, som snildt kan listes i en lidt større lomme på vandrefrakken. Den store bog har flere fotos og mere info end den lille. Derfor virker den også perfekt som inspirationskilde til næste vandring, hvor den lille som en smagfuld maggiterning kan følge med på turen.

Jagten på den forsvundne by

Anmeldt af Ib Ahnfeldt-Mollerup

David Grann: Jagten på den forsvundne by

Oversat af Lars Rosenkvist

Gads forlag 2010

330 sider

Pris 299 kr.

 

Percy Fawcett var en engelsk opdagelsesrejsende, der mellem år 1900 og 1925 foretog flere ekspeditioner ind i Amazonas jungle. Han var kendt for at være hårdfør, udholdende, modstandsdygtig mod tropesygdomme og absolut uden medfølelse med tøsedrenge. Hans mål var dels at kortlægge terrænet dels at finde byen Z, som skulle være en ældgammel, rig kulturby- også kaldet el Dorado. Hans ekspeditioner var karakteriseret ved kun at omfatte få personer og få lastedyr. Men der var konstant sult og tropesygdomme, som de kæmpede mod i et helvede af varme og fugt -samt krigeriske indianere.

I 1925 startede Fawcett sin sidste ekspedition med sin søn Jack og sønnens ven Raleigh med det ene mål at finde byen Z. Man hørte aldrig fra dem, efter at de havde forladt den sidste civiliserede station i Amazonas. Mange ekspeditioner har forsøgt at finde ud af, hvad der skete med Fawcett, uden resultat. Nu har bogens forfatter også sat sig for at lede her mange år efter, at Fawcett forsvandt. Hvordan går det så? Finder han ud af noget?

Bogen er særdeles vel researchet med mange kildeangivelser – og den er spændende som en kriminalroman.

 

 

Bornholm, Bornholm, Bornholm

Anmeldt af Ib Ahnfeldt-Mollerup
 
 

Pernille Gjede og Jane Sandberg: Bornholm, Bornholm, Bornholm

Gads forlag 2009

160 sider

Pris 199 kr.

 

Hvis du planlægger at vise dine børn eller børnebørn Bornholm, eller hvis du bare selv vil en tur derover, så er det denne bog her, som du skal købe og planlægge efter. Her er det hele. Steder, man kan overnatte, anbefalede spisesteder, seværdigheder, museer, ture med klippevandringer og meget mere. Bogen er rigt illustreret med fotos, og det er så grundigt gjort, at man næsten føler, at man har været på Bornholm, når man har været gennem bogen. 200 kroner er givet godt ud her.

Igors æblehave

Anmeldt af Eline Andersen

 

 

Bjørn Harvig: Igors æblehave

Mediehuset Luksus 2008

187 sider

Pris 239 kr.

 

Forfatteren, Bjørn Harvig, pakker sin cykel og tager den lange tur fra København til Iran på to hjul, med sit kamera og fine evne til at beskrive de mennesker og landskaber, han kommer i kontakt med. Bogen er en rejseskildring – så enkel som transporten – så intens som når man cykler op ad bakke i modvind.

Harvig kommer ad ensomme veje gennem de forladte byer i Tjernobyls skygge og gennem Kaukasus vilde bjerge med middelalderlandsbyer, glammende hunde og fritløbende Kalashnikovs.

Dette er en skøn bog om ubegrænset rejselyst, om nye venskaber og personlige beretninger. Fotografierne bidrager til denne rejsedagbog i særklasse.

12. togtben

Anmeldt af Ib Ahnfeldt-Mollerup
 
 

Laila Ingrid Rasmussen: 12. togtben

Lindhardt og Ringhof 2009

87 sider

Pris 250 kr

 

Den 11 januar 2007 forlod inspektionsskibet Vædderen New Zealand og satte kurs mod antarktis. Togtet varede 1 måned, og det var en del af Galathea 3 ekspeditionens verdensomsejling, hvis formål var at samle data og formidle naturvidenskabelig forskning via internet, TV og aviser. Om bord på skibet var 100 mennesker bestående af søværnet, journalister, forskere samt forfatteren Laila Ingrid Rasmussen. Den foreliggende bog er denne forfatters personlige logbog fra dette togt i ord og billeder, og den handler om liv og død, om mennesker og dyr i et enormt stort og tomt hav, og det er poetisk skrevet, så man fanges ind af det, og under læsningen får man våde kolde fingre, der næsten lugter af fisk. Hun får slået fast at antarktis eksisterer, men det er ikke et sted for mennesker.