Lene Kaaberbøl: Kadaverdoktoren
Modtryk 2010
316 sider
Pris 299 kr.
Lene Kaaberbøl debuterede som forfatter kun 15 år gammel i 1975. Hun har skrevet 36 bøger, som er solgt i 2 millioner eksemplarer på 33 sprog. Det er således en rutineret forfatter vi har for os. Det kan man godt mærke på denne bog. Det er simpelthen en fremragende roman. Vi er i 1894 i en nordfransk landsby, hvor landsbylægen og hans datter er hovedpersoner. Landsbylægen kaldes kadaverdoktoren, fordi han obducerer de døde, og han assisteres ofte af datteren Madeleine på 20 år. Videnskaben er i sin vorden, og Madeleine er dybt interesseret i anatomi og syge organer. En dag findes en ung pige død liggende ude i kulden, og lægen finder en masse mider i hendes øvre luftveje. Der er nedlagt forbud mod obduktion, så vi ved ikke hvordan hendes nedre luftveje har det, men miderne vækker bekymring om en epidemi. Det fører os gennem flere dødsfald ud på en jagt efter en morder. Der er intet overflødigt i denne bog. Den er mesterligt skruet sammen og spændende fra første side. Den får min allerbedste anbefaling.