Anmeldt af Eline Andersen
Uffe Sveegaard: Hvor længslen bor
Skriveforlaget 2025
372 sider
279,95 kr
Det var egentlig en stille aften, da jeg begyndte at læse Hvor længslen bor – du ved, en af de aftener, hvor man ikke leder efter noget særligt, men alligevel håber at finde det. Og det gjorde jeg. Ikke i store armbevægelser, men i et menneskes helt nøgne og ærlige beretning om at tage skridtet væk fra det velkendte og ud i noget, der både skræmmer og kalder.
Jeg har aldrig selv gået Pacific Crest Trail, og sandsynligvis kommer jeg heller ikke til det. Men efter at have læst denne bog, føles det alligevel som om, jeg har været med – med støv i håret, ømme fødder og tanker, der strækker sig langt ud over horisonten.
Bogen er ikke et rejsereportage i klassisk forstand. Den er en slags indre logbog, hvor hvert eneste skridt i naturen følges af et lige så vigtigt skridt indad. Man mærker, hvordan noget skrøbeligt langsomt bliver stærkt, ikke kun i kroppen, men i troen på, at man stadig har en plads i verden, også selvom man har mistet orienteringen.
Det, der rørte mig mest, var, hvordan naturens rå kraft og ro får lov at være medspiller i fortællingen. Ørkenen, sneen, stilheden – de bliver ikke baggrund, men medfortællere. Og så er der de mennesker, der krydser hans vej. Dave og Debra – begge så klart tegnede, at man næsten savner dem, når bogen slutter.
Jeg læste den langsomt. Ikke fordi den var tung, men fordi jeg havde brug for at følge med i det tempo, den selv inviterer til. Den gør ikke hastværk. Den presser sig ikke på. Den sætter sig bare, som støv på støvlerne og sol på kinderne – og bliver hængende.
Hvor længslen bor har mindet mig om, at man godt kan fare vild og stadig finde hjem. At man godt kan være alene og stadig føle sig forbundet. Og at det nogle gange er selve længslen, der fører én til det sted, hvor man alligevel hører til.
En stille, men stærk bog, som man tager med sig.