Anmeldt af Ib Ahnfeldt-Mollerup
Timur Vermes: Han er tilbage
Oversat af Hanne Lund
Tiderne Skifter 2013
372 sider
Pris 299 kr.
Timur Vermes er tysk journalist, og dette er hans litterære
debut. Den har vakt betydelig røre i Tyskland, hvor interessen for nazitiden er
stor, og bogen røg ind på bestsellerlisterne med det samme. Det drejer sig om
Hitler. Han vågner op på en byggegrund i Berlin i 2011 iført sin naziuniform. Han
erkender kun gradvist, at samfundet er et andet, og at Goebbels, Goering og
Bormann ikke er der. Men han vil reformere samfundet og føre krige, ganske som
han ville og gjorde i 1930erne og 1940erne. Han ligner jo en 58 årig Hitler,
taler som han med de samme meninger, og derfor kommer han i kontakt med
medierne, hvor han til alles moro gør det så godt, at han får sit eget TV show.
Jeg sidder med en fornemmelse, at Hitler var et udyr, men her er han
menneskeliggjort og siger ind imellem også noget, der er fornuftigt. Hans
opfattelse af moderne tider med computere, butikskæder og cykelhjelme er
morsomt lavet. Han er modstander af fri abort, det vil jo indskrænke hæren
efter nogle år med tre divisioner. Alt i alt har det været morsomt, skræmmende,
pirrende, frygtindgydende læsning. Tænk, det kunne være virkelighed, hvis ikke
han var død i sin bunker.