Lisbeth Smedegaard Andersen:
Guds moder og Himlens Veninde, Mariabilledets historie
Tanning og Appel 2008
394 sider
299 kr.
Det er en utroligt dejlig bog, jeg vil kalde den en ”tre-i-en”bog, der er så mange lag. Den er skrevet i et let forståeligt sprog.
Først og fremmest er der en god gang kirkehistorie som baggrund for Maria-figurens udvikling. Maria-figuren, der har så lille en plads i det nye testamente, har igennem tiderne udviklet sig. Maria har mættet et tilsyneladende behov hos de kristne for at have en kvindelig del i kristendommen. Den udvikling følger vi, mens vi får gennemgået Maria-billedet i kunsten op igennem tiderne. Det er en gennemgang, som er specielt god for de generationer, der ikke har haft kunstforståelse i skolen.
Forfatteren fremhæver, at Maria-dyrkelsen på en gang har været med til at styrke det kvindelige element i kristendommen men også at fastholde kvinden i rollen som hengiven moder og som den mandsundergivne hustru.
Maria-dyrkelsen gled ud efter Reformationen. Luther havde megen veneration for Maria men reagerede mod den rolle, Maria havde fået som den milde forstående, der gik i forbøn for os hos den strenge Kristus. Det forvrængede billedet, det er Jesus, der er og skal være hovedpersonen!
Det er interessant at læse, at Frans af Assisi for første gang i historien til Jul i 1223 opstillede en krybbe med et levende barn i kirkerummet. Den skik har nok været med til at holde fast i Maria-figuren også hos os protestanter og er vel nærmest optrappet i nyere tid.