James Lovelock: Gaias forsvindende ansigt
Oversat af Arne Keller
Hovedland 2010
239 sider
Pris 249 kr.
James Lovelock er en verdenskendt og anerkendt Engelsk fysiker, som i mange år har beskæftiget sig med jordens tilstand. Gaia var de gamle grækeres gud for jorden. Lovelock har taget navnet til sig og kalder sin teori om jorden for Gaia teorien. Denne teori går ud på, at jorden opfører sig som et levende væsen, hvorfor man, når man taler om klima, skal have en holistisk indstilling til jorden, som reagerer på alle mulige impulser i sin stræben for at holde iltindholdet i atmosfæren konstant samt temperaturen konstant. Jordens virkemidler er mange og kun delvist afklarede, men havenes algeforekomster i de øverste lag samt de store regnskove spiller en stor rolle. Lovelock har tidligere skrevet bøger om sin teori, som han udviklede i 1970 erne. Kuldioxid er en drivhusgas. Halvdelen af kuldioxidudslippet i atmosfæren kommer fra menneskene og deres husdyr, så det er begrænset, hvor meget udslippet kan reduceres. Og jorden-Gaia- kan ikke følge med i destruktionen af alt det kuldioxid. Vi er simpelthen blevet for mange mennesker. Vi kan derfor se frem til store omvæltninger i verden. Temperaturen vil stige, havene vil stige, og der vil dannes ørkener i store områder. Der vil komme klimaflygtninge til de tempererede områder, hvor det stadig er muligt at dyrke jorden. Det er dystre udsigter, og Lovelock fortæller ligeud og knivskarp om årsagerne og konsekvenserne, som han ser som en mulighed allerede i dette århundrede. Dette er en bog, man bør læse, hvis man bare har en lille smule interesse for den jord, vi lever på.