Anmeldt af Ib Ahnfeldt-Mollerup
Bent Haller: Fuldmånen stille sejler
Samleren 2011
208 sider
Pris 300 kr.
Dette er deprimerende læsning. Vi præsenteres for Rigmor,
der er kommet på plejehjemmet med stort set ingenting ud over en gammel taske
og en notesbog. Nu har hun mistet livsgnisten og ligger hen uden at kunne røre
sig og kun med stort besvær tale utydeligt. Lægen siger, hun er dement, men den
unge plejeassistent Ghana mener noget andet, og hun tager sig mere af Rigmor,
end hun er forpligtet til. Rigmor får aldrig besøg, til trods for at hun har 7
børn. Hun har ikke opfostret nogen af dem, de er blevet bortadopteret, det
første barn fordi det var et incestbarn, da Rigmor var en stor pige, de andre
af nød. Nu dør Rigmor. Ghana finder de 7 børns navne og adresser i Rigmors
notesbog, hun ringer til dem, og de kommer. Vi får Rigmors historie, og den er
grum. Vi får også børnenes historier og de er heller ikke noget at prale af.
Den ældste, incestbarnet, er en pige, hende er det gået godt. Hun er den eneste
Rigmor ikke ville af med. Alle de andre er drenge, og de kunne ikke gøre det ud
for den pige, som Rigmor ville have. Det er ikke gået dem godt. Det er en helt
igennem mørk historie, Bent Haller her fortæller os. Han gør det lige ud ad
landevejen uden at tolke eller farve den. Men det er stærkt skrevet. Sådan ser
der ud på samfundets vrangside.