Anmeldt af Ib Ahnfeldt-Mollerup
Martin Kongstad: Fryser jeg
People’sPress 2013
400 sider
Pris 300 kr.
Martin Kongstad debuterede i 2009 med bogen Han danser på
sin søns grav, som indbragte ham debutantprisen. Fryser jeg er en slags
fortsættelse med flere af de samme personer, men den kan sagtens læses alene.
Mikkel Vallin er blevet skilt fra Helene, som han har et barn sammen med, og han
er blevet dybt forelsket i Diana Kiss, en ungarsk succeskunstnerinde, der
tegner dybt pornografiske tegninger af sin egen kusse, som hun får vævet til
billedtæpper i fjernøsten. Diana er både til mænd og kvinder og går som Mikkel
ind for åbne forhold. Det bliver nærmest en religion for dem, at faste parforhold
er naturstridigt, og det kommer til et klimaks ved en gigantisk sommerfest i
Tisvilde, hvor hundreder af mennesker vralter fulde rundt nøgne og parrer sig
som kaniner på kryds og tværs af køn og relationer i øvrigt. Mikkel vil skrive
en bog om parforholdets deroute, men tvivler i forløbet på sin egen sag. Det er
en rigtig snakkebog. Der er masser af sprut og meninger, men der er ikke noget
som sætter sig fast hos læseren, kun at det ikke er så nemt at opløse
parforholdet som institution. Bogen er stærkt underholdende og meget
velskrevet, og det er som sådan, den skal læses, så får man også smæk for
skillingerne.