Søren Anker Madsen: Freddy Wulff
Gads forlag 2010
218 sider
Pris 266 kr.
Søren Anker Madsen er uddannet journalist og chefredaktør i Aller Media. Nu har han skrevet en biografi om Freddy Wulff. Og hvem er så det? Freddy Wulff er født i 1945 og opvokset i nærheden af Randers. Fra han 17 år gammel rejste hjemmefra, har han opsøgt alle de steder i verden hvor eventyret var at finde. Han har således været minearbejder i Australien, professionel jæger på New Zealand og eventyrer i Asien og Sydamerika. Han har skrevet om sine oplevelser i Ugens Rapport og i talrige andre medier over det meste af verden. Der er kommet en ganske god bog ud af dette, som efterlader læseren med en fornemmelse af, at han da vist har oplevet lidt af hvert. Der har været tid til tre ægteskaber, og hans koner har fulgt ham som fotograf. Ikke noget ideelt familieliv. Men for dem, der har eventyret i sig er dette en god bog at hente inspiration fra.