Anmeldt af Ib Ahnfeldt-Mollerup
Øbro og Tornbjerg: Evas sidste nat
Politikens forlag 2013
320 sider
Pris 250 kr.
Dette er tredje bind i serien om Katrine Wraa, men den kan
sagtens stå alene, og det gør den på fornemmeste vis. De tidligere bøger: Skrig
under vand og Djævlens ansigt er begge anmeldt meget positivt her. Evas sidste
nat er en meget personlig bog for Katrine Wraa. Katrine er suspenderet fra
politiet, hun er stadig rystet over, at hendes far ikke er hendes biologiske
far, og hun kaster sig ud i at afdække historien om hendes forældre. Der er et
mord i Moskva, den danske journalist Jakob Wilder arbejdede sammen med offeret
på en meget kritisk og afslørende film om korruption, mord og meget lyssky
affærer i Moskvas samarbejde med Danmark. Et billede dukker op, som viser
Katrines mor, Eva, sammen med to mænd, hvoraf den ene er en kendt og højt
placeret superskurk i Rusland. Eva døde 20 år tidligere i et færdselsuheld i
Danmark, men var det nu også et ukompliceret uheld? Brikkerne passer ikke helt,
og Jakob og Katrine graver dybt. De bliver saboteret på mange måder, Jakobs
film må aldrig komme ud. Det er en drøn spændende bog, ikke spor usandsynlig og
meget velskrevet. Timerne med Evas sidste nat fløj af sted, vi har nogle
knaldgode krimiforfattere i Danmark, ægteparret Øbro og Tornbjerg hører til
her.