Anmeldt af Ib Ahnfeldt-Mollerup
Zoë Ferraris: En verden af fremmede
Oversat af Brian Christensen
Mrs. Robinson 2012
393 sider
Pris 250 kr.
Zoë Ferraris kender vi, hun har tidligere udgivet Den sidste
Sura og Slørets by, som vi har anmeldt meget positivt her. Hun har boet i Saudi
Arabien, men hun bor nu i USA. Denne bog handler også om mord i Saudi Arabien,
denne gang på indvandrerkvinder fortrinsvis fra Filipinerne. Nitten kroppe
bliver det til, spektakulært begravet i ørkenen, og tallet nitten er ikke
tilfældigt, det er et betydende tal i Islam, nitten engle bevogter helvedes
port. Kriminalteknikeren Katya, som vi kender fra de tidligere bøger, kommer
ind i sagen, da hendes chef Ibrahim mister kontakten til sin elskerinde, og
Katya skal nu hjælpe med at finde hende meget, meget diskret, straffen for
utroskab er døden. Katya drømmer om at blive politimand, hun drømmer også om at
blive gift med ørkenguiden Nayir, men kan de to ting forenes med de meget
stramme regler, der gælder for kvinder i et islamisk land? Bogen bevæger sig
rundt i den islamiske verden sært fremmed for os, men den virker troværdig i
det kulturelle. Den er spændende, men plottet synes noget søgt, hvilket ikke
gør så meget i en krimi. Selv om meget af dette ligner Ferraris andre to bøger,
har jeg ikke fået nok, jeg vil også læse den næste.