Anmeldt af Eline Andersen
Dan Philipsen: En dronning kom til byen
Jyllands-Postens Forlag 2009
288 sider
Pris 250 kr.
Dan Philipsen har sat et spektakulært angreb ind på otte års sportslig enevælde i Slagelse FH. I sin bog om Anja Andersens arbejde med at skabe verdens bedste håndboldklub skriver Dan om de mange og ofte barske kapitler i historien om dronningen, som kom til byen. En række spillere og ledere tager for første gang bolden op og fortæller om de skyggesider, der lå bag de strålende sportslige resultater.
Anja Andersen beskrives som en træner med store ambitioner og endnu større temperament. Hun beskrives som en diktatorisk leder – hvor det specielt gik ud over de unge spillere. Men Anja beskrives også som en stor dyreven og omsorgsfuld træner for udvalgte topspillere og ikke blot fra eget hold.
Der er ingen tvivl om, at Anja Andersen netop var en dronning, som satte Slagelse på verdenskortet. Der ingen tvivl om, at hun udefra blev oplevet som både dynamisk og visionær. Der er vist heller ikke længere tvivl om, at der også var mørke sider i denne sag.
Dan Philipsen, som gennem en lang årrække som sportsjournalist på Jyllands-Posten har skrevet om håndbold, har fået mange og interessante interviews med folkene omkring Anja Andersen. Og jeg synes, at det er en underholdende bog, som giver guld og vinderambitioner kant. Det er også en bog, som kan være med til at debattere forholdet mellem vindere og tabere, mellem trænere og spillere og ikke mindst mellem træner og klubledelse. Specielt det sidste håber jeg er en bold, som bliver grebet af andre i miljøet.