Denne bog er ikke en nyudgivelse, men hvis man er historieinteresseret er den næsten et must, i hvert fald hvis man planlægger en tur til Normandiet. Bogen handler om tilblivelsen af Bayeux-tapetet, et 70 m. langt broderi, der illustrerer Wilhelm erobrerens erobring af England i 1066.
Vi bliver hensat til et kloster i England, hvor dværgen Turold instruerer 4 dygtige syersker, som er novicer eller nonner i klosteret, i at brodere dette tapet. I romanform følger vi disse personer og deres liv gennem mere end 2 år med broderiet, hvor der konstant vises stykker af broderiet og illustreres, hvad broderiet forestiller. Selv om bogen har status som børnebog og har fået flere priser som sådan, er det nok voksne, der kan få mest ud af bogen, og da er den frydefuld læsning. Sproget er let og flydende, og handlingen er elementært spændende, men det er det broderede tæppe, som er i fokus.
Bayeux tapetet har sit eget museum i Normandiet, hvor man kan se hele tæppet og leje hovedtelefoner på flere sprog til at blive guidet igennem, men med denne bog i erindring er man perfekt udstyret til et sådant besøg.