Det bedste af alting

Anmeldt af Ib Ahnfeldt-Mollerup

 

 

 

Rona Jaffe: Det bedste af alting

Oversat af Lea Carlsen Ejsing

People´s Press 2012

575 sider

Pris 300 kr

Rona Jaffe var en amerikansk forfatterinde, som beskrev
samfundet set fra kvindernes side. Denne er hendes debutroman, og man må kalde
den en klassiker. Vi er i 1952, og vi følger fem unge kvinder på en skrivestue
i et forlag i New York. De er vidt forskellige, kvinderne, har hver deres
drømme, men fællestræk hos dem er kærlighed, ægteskab og i nogen udstrækning
karriere. Det er på den tid, da fri sex var et fata morgana, p-pillen var ikke
opfundet, og lovlig fri abort var science fiction. Men de bællede martinier og
whisky-sjusser i sig på alle tidspunkter af dagen, røg uafbrudt cigaretter og
havde talrige dates med unge mænd om aftenen, men der var langt mellem
gevinsterne i kærlighedslotteriet blandt de ugifte kavalerer. Vi følger
pigernes karriere og kærlighedsliv til dørs, og det er langt fra givet, at alt
ender lykkeligt. Bogen er meget velskrevet, og jeg gik til den med nogen
skepsis, men den fangede mig, og jeg følte med disse piger. Sådan var det i
begyndelsen af halvtredserne til ind i tresserne. Hvad var det de ønskede alle
sammen?  Simpelthen det bedste, det bedste af alting. Jeg kan godt forstå, at den blev en klassiker, det er en god bog, helt bestemt.

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *