Aravind Adiga: Den hvide tiger
Politikens forlag 2008
259 sider
Pris 249 kr.
Dette er den indiske forfatter Aravind Adigas første roman, og lad os slå fast med det samme, den er morsom og tilpas provokerende, alt i alt en læseoplevelse. Hele romanen er et langt brev til premierministeren i Kina forfattet gennem 7 nætter og omhandlende forholdene i Indien set gennem en menig Inders øjne. Det er denne Inders hæsblæsende dannelsesrejse, vi får fortalt, fra rendesten til iværksætter gennem chaufførjob, intriger og mord. Alt sammen er det fortalt med humor, bid og satire, og læseren er ikke i tvivl om, at sådan kan det udmærket være. Indien beskrives som splittet med teknologi og økonomisk succes for overklassen samt manglende drikkevand, manglende kloakering, ingen sygehuse, og mennesker der bor på gaden i det laveste slum. Myndighederne er til fals og bliver købt og smurt af dem der har penge til at købe og smøre.
Jeg fryder mig lidt ekstra over mine 9 vandhaner og 2 badeværelser, og jeg er lidt flov over denne fryd.
Du vil forstå det, når du har læst denne bog