Anmeldt af Eline Andersen
Ryan Holiday og Stephen Hanselman: Den daglige stoiker
Becks Forlag 2025
426 sider
300 kr
Det er sjældent, at en bog både kan fungere som morgenrutine, refleksionsværktøj og personlig udvikling – men det er netop dét, Den daglige stoiker formår. Jeg har nu læst den hver dag siden den landede i min postkasse, og det er blevet et fast ritual: en kop kaffe (m letmælk), en stille stund og et citat fra Seneca, Epiktet eller Marcus Aurelius, efterfulgt af en kort og tankevækkende kommentar.
Bogen består af 366 daglige indsigter (én til hver dag i året, inkl. skudår), som hjælper én med at stoppe op, tænke dybere og ikke mindst: leve mere bevidst. Det er ikke store, teoretiske udredninger, men skarpe og brugbare refleksioner om alt fra vrede og sorg til succes og mening.
Og netop det, at bogen tager afsæt i de gamle stoikere, gør den særlig. For selvom ordene er flere tusind år gamle, føles tankerne forbløffende aktuelle. Det handler om selvkontrol, værdighed, mod, og ikke mindst at acceptere det, vi ikke kan ændre – og handle med integritet på dét, vi kan.
Ryan Holiday og Stephen Hanselman formidler stoffet på en måde, der gør det levende og vedkommende, uanset om man er ny i stoicismen eller har læst Meditationer flere gange. Hver tekst er kort – perfekt til travle dage – men samtidig fyldt med stof til eftertanke.
Den daglige stoiker er som et dagligt pusterum i en travl og kompleks verden. En stille påmindelse om, at vi ikke behøver at lade os rive med af kaos og støj, men at vi faktisk har mulighed for at stå fast – med ro, indsigt og styrke.