Citroner til Vorherre

Anmeldt af Eline Andersen

 

 

Simon Grotrian: Citroner til Vorherre – bønner

Borgen 2008

53 sider

Pris 175 kr.

 

Det kan siges så enkelt og præcist. Forfatter Simon Grotrian har samlet 40 moderne bønner, som jeg rodløs, troløs og fantasiløs kan bruge, hvis eller når jeg allermest har brug for det. Jeg kan bruge dem som inspiration og beskrivelse af de alment menneskelige følelser som angst, sorg, bekymring, glæde og håb.

Der er de traditionelle morgen- og aftenbønner men også små tekstperler til så moderne udfordringer som integration af flygtninge og indvandrere.

 

Citroner til Vorherre er som c-vitamin til en vintertræt sjæl. Som det sure til det søde og salte i livets mange faser. Ikke spor frelste men konstruktive i deres enkelhed.

Det nordiske testamente

Anmeldt af Eline Andersen

Vagn Lundbye: Det nordiske testamente. Bind 1-3
Aschehoug 2007
Pris 799 kr.

I begyndelsen er det som at stave sig frem gennem både fortælling og fortælleform. (Ja, jeg er lidt rusten på både den nordiske mytologi, og jeg snubler specielt over versefødderne). Så langsomt finder man rytmen: Nå ja, det er jo de ’goe gamle’ myter om Odin, Thor, Loke og de andre guder. Beretninger om Rolf Krake, Regnar Lodbrog og Sigurd Fafnersbane. Om de nordiske guder og menneskenes forhold til dem.

Vagn Lundbye har ikke blot genfortalt disse prægtige historier, han har valgt at gøre det på Bjovulf-versemålet. Det er vers som tåler at blive læst højt og hørt af mange flere. Fortælleformen understreger det overjordiske i vores nordiske mytologi – vores nordiske testamente. Genlæs og nyd den nordiske rytme i disse tre smukke bind, hvor også omkring 170 illustrationer af Esben Hanefeldt Kristensen er med til at gøre det til en farverig og smuk oplevelse.

Det skal råbes fra tagene

Anmeldt af Benedicte Ellekjær
 
 
Johannes Møllehave og Ebbe preisler: Det skal råbes fra tagene
Gads forlag 2007
176 sider
Pris 246 kr.
 

Johannes Møllehave og filmmanden og lægpredikanten Ebbe Preisler har valgt to vigtige tekststeder ud og bedt 26 teologer om at udlægge og fortolke teksterne i form af en prædiken. Samtidig inviterer flere af bidragyderne os med ind i værkstedet og indvier os i de overvejelser, der ligger til grund for den enkelte prædiken. Dermed fremstår en prædiken også som et stykke håndværk, hvor nogle valg skal træffes med hensyn til sprog og opbygning. De valgte tekststeder udfordrer til en diskussion af helt aktuelle emner, eksempelvis om troens dilemma i mødet med magt og normer og religionens plads i det offentlige rum, om kærlighedens væsen, om paradistanken, om lidelsens mening, om forskellen mellem Muhammed og Jesus – og mange flere interessante spørgsmål. De 26 prædikener indeholder en mangfoldighed af holdninger til samfund, menneske, Gud og eksistens og gør det på en sådan måde, at det er til at forstå som menigmand. Bogen appellerer til at blive læst i et fællesskab, da den umiddelbart provokerer til debat. Her til sidst kommer en lille smagsprøve fra sognepræst Helle Krogh Madsen, som tager udgangspunkt i det første tekststed, Matthæus 22, 15-22, hvor Jesus udtaler de berømte ord:” Så giv kejseren, hvad kejserens er, og Gud, hvad Guds er”. Skelner man ikke imellem, hvad Gud kan, og hvad mennesket kan, får det ubærlige konsekvenser, skriver Helle Krogh Madsen: ”Vi kan ikke bære, hvis kejseren får det hele, så arbejdslivet bliver Gud, og et menneskes værd bestemmes ud fra dets værdi på arbejdsmarkedet og måles i karakterer, løntrin, cv’er og evne til selvudvikling”. Tankevækkende ord i en tid, hvor coaching er et must!