Profeten

Anmeldt af Ib Ahnfeldt-Mollerup
 
 

Ole Frøslev: Profeten

People’s press 2008

332 sider

Pris 249 kr.

 

Forfatteren skriver på omslaget af denne bog, at dette er en politiroman. Og det er lige, hvad det er. Vi er i 1943 i København, og vi følger nøje arbejdet på en lokal politistation i den svære besættelsestid. Der er små og store sager, mens politiet kører rundt og passer deres arbejde på cykel og, hvis det virkelig haster, på motorcykel. Biler, det er noget tyskerne har.

En ældre dame findes død i sin lejlighed. På grund af to kopper i køkkenet får politiet mistanke om en forbrydelse, og det viser sig da også, at damen er bedøvet og kvalt med en pude. Nu følger efterforskningen, der peger på en lægprædikant som den skyldige, men det kniber med at finde ham. Det er ham, der er profeten.

Bogen er skrevet lige ud ad landevejen, og den er elementært spændende. Den afdækker det svære forhold til besættelsesmagten og til sabotørerne, hvis gerninger jo aldrig fører til afklaring og arrestation.

Dette er forfatterens fjerde roman, og den bør tjene ham til ære.

Ulykkesfuglen

Anmeldt af Benedicte Ellekjær
 
 
Camilla Läckberg: Ulykkesfuglen

People’s Press 2008

351 sider

Pris 299 kroner

 

”Ulykkesfuglen” er Camilla Läckbergs fjerde krimi, og den befæster hendes plads blandt de bedste svenske krimiforfattere. Hendes krimier med Patrick Hedström og hans kolleger på Tanumhedes politistation er solgt i over 2 millioner eksemplarer alene i Sverige. Dertil kommer, at de er solgt til 18 lande og filmatiseret som tv-serie. Hvad er det, der er så fascinerende ved de mord og andre grusomheder, der løber løbsk i lillebyen Fjällbacka? Det vrimler jo for tiden med krimier med de samme ingredienser. Så hvad er det, forfatteren kan? For det første kan hun strikke et sindssygt spændende plot sammen, og hun sørger for, at spændingskurven er støt stigende. For det andet inddrager hendes krimier også den private sfære, samlivet mellem Patrick og hans forfatterkæreste Erica. Læserne får et grundigt indblik i parrets samliv og de problemer, der udfolder sig der. Läckberg skildrer med nerve og indlevelse parrets intime liv, og i ”Ulykkesfuglen” skal der snart være bryllup, svigermor blander sig utidigt, brudekjolen strammer, og Patricks overskud drænes i jagten på en seriemorder. Ericas søster, Anna, som i den foregående bog slog sin mand ihjel i nødværge, har måske en romance kørende med Ericas tidligere mand. Og der er mere at samme slags. Læserne får spænding, parret med en tæt skildring af tosomhedsproblemer, de fuldt ud kan identificere sig med. Netop disse skildringer af personernes privatliv har fået flere anmeldere til at råbe op om femikrimier, livsstilskrimier, menstruationslitteratur forklædt som kriminalromaner og lignende. Men salgstallene taler altså deres eget sprog og frikender hende for kritikken. Alligevel synes undertegnede anmelder, at Läckberg skulle skrue en smule ned for samlivsfortællingerne og en smule op for krimimaskinen, så den i højere grad kører et sololøb. Dette er en lille svaghed ved bøgerne, men overstråles af plottets ulidelige spænding: ”Ulykkesfuglen” åbner med en singleulykke, hvor en kvinde findes omkommet i sin bil. Kvinden har en alkoholpromille på 6,1. Men – viser det sig – hun drak notorisk aldrig alkohol. I mellemtiden invaderes Fjällbacka af et reality-show, og en af deltagerne, Barbie, bliver myrdet. Er der en sammenhæng mellem de to mord, er en seriemorder på spil? Patrick får i øvrigt selskab af en ny kollega, den fittnesstrænede, smukke og stærke Hanna Kruse. De to kommer på arbejde. God læselyst! 

I denne stille nat

Anmeldt af Benedicte Ellekjær
 
 
Mari Jungstedt: I denne stille nat

People’s Press 2008

335 sider

Pris 269 kroner

 

Mari Jungstedt debuterede i 2007 med krimien ”Den du ikke ser”, hvor læserne blev præsenteret for politiinspektør Anders Knutas, den allestedsnærværende journalist Johan Berg samt den gifte skolelærer Emma, som også er kæreste med Johan. Det samme persongalleri er til stede i Jungstedts anden krimi ”I denne stille nat”. Vi er på Visby politistation på Gotland, og Anders Knutas efterforsker mordet på den fordrukne fotograf Henry ”Blitzen” Dahlström. Denne findes myrdet umiddelbart efter at have vundet den store gevinst på travbanen. Nogle få uger senere falder den første sne tungt over Gotland, det er første advent, og den 14-årige pige Fanny Jansson forsvinder sporløst. Inden længe efterforsker Anders Knutas to mord, og i opklaringsfasen får læserne indblik i Fannys tragiske liv med en alkoholiseret mor og en far, der aldrig er der, hvilket betyder, at Fanny reelt er overladt til sig selv. Et ensomt pigeliv, der søgte trøst hos hestene i stalden. Men hvem slår en lille pige ihjel? Kendte hun sin morder? Og hænger de to mord sammen? Journalisten Johan blander sig og dukker op på de mest utænkelige steder, og samtidig skal han pleje sit forhold til sin kæreste Emma. Efterforskningen trækker ud, politiet mangler de afgørende spor, og pressen er på plads som ventende gribbe. Jungstedt er dygtig til at kreere et plot, der er dramatisk nærvær i skildringen af morderens psykologi, og der er troværdighed i dialogerne mellem Knutas og konen og mellem Johan og Emma. Hvem morderen er, skal selvfølgelig ikke røbes her, men Anders Knutas får sit livs værste overraskelse!

Grænsen

Anmeldt af Eline Andersen

 

 

Knut Faldbakken: Grænsen

Forlaget Vindrose 2008

299 sider

Pris 299,95 kr.

 

Det er vinter, og en ung pige ligger død i vejkanten i sneen i grænselandet mellem Norge og Sverige. Det er et sted i nærheden af Elverum på Trysilvejen. Stednavnene klinger af skiferier og puddersne – men handlingen er langt fra en ferie for overbetjent Jonnfinn Valmann fra Hamar politi.

Vi hvirvles ind i en snestorm af grænsekriminalitet med bl.a. handel med østeuropæiske prostituerede, hårde stoffer og våben.

Forfatteren har en fint blik for mennesker og miljøer i den norske provins, og han bruger det præcist til at tegne et billede af skurke i flere forskellige ligaer og på hver sin side af lov og landegrænser. Grænsen er den første Jonnfinn Valmann-krimi, som er oversat til dansk.Det er en rigtig god krimi, som tryllebinder fra første side. Læs den gerne på vej til Trysil på skiferie – for den hører til i feriebunken af gode bøger, hvor bl.a. Anna Grues: Dybt at falde også ligger helt naturligt og med samme tema som plot.

Dybt af falde

Anmeldt af Eline Andersen

 

 

Anna Grue: Dybt at falde

Politiken 2007

302 sider

Pris 249 kr.

 

Endnu en femikrimi, som fængsler. Denne gang er det starten på en serie bøger med samme hovedperson: Dan Sommerdahl. Sommerdahl er en højtprofileret reklamemand, som for øjeblikket er faldet ned fra karrierepidestalen med en depression. Han bliver ved et tilfælde viklet ind i et mord på rengøringsdamen på sit bureau. Ingen kender hendes identitet: intet efternavn, intet personnummer og ingen adresse. Sommerdahl møder i sin selvbestaltede rolle som privatdetektiv faldne skæbner og uhyggelige fortællinger lige under overfladen på det fiktive forstadsmiljø Christianssund.

Udover et godt krimiplot lægger forfatteren op til, at læseren også godt må forholde sig til vores moderne samfunds udnyttelse af menneskelige fald og forfald.

Om et øjeblik i himlen

Anmeldt af Eline Andersen

 

 

Christian Dorph & Simon Pasternak: Om et øjeblik i himlen

Gyldendal 2005

473 sider

Pris 299 kr.

 

”Om et øjeblik i himlen” foregår i 1975, umiddelbart efter RAF’s blodige gidseldrama i Stockholm. Rigmandsfamilien Steen og Ellen Bang samt deres lille datter findes brutalt myrdet i deres luksusvilla.

Jeg har netop lukket bogen og ser over på forsiden af min avis Politiken, hvor hovedhistorien er PET’s spådom om, at ny terror er på vej til Danmark. Det skriver jeg, fordi denne elegante kriminalroman væver sin historie ind i en reel ramme, hvor terrorfrygt og intriger mellem kriminalpoliti og PET er den del af plottet. Hvor Peter Øvig Knudsens ”Blekingebande-bøger” beskriver faktiske historiske hændelser, så får vi med øjeblikket i himlen en fiktiv fortælling om drømme og mareridt – om blindgyder og faldgruber, hvor ingen er helte eller skurke. Ligesom i virkelighedens verden anno 70’erne eller 2000 – bare en hel del mere blodig og dekadent – håber jeg!

Lige efter bogen

Anmeldt af Ib Ahnfeldt-Mollerup
 
 

John Colapinto: Lige efter bogen

People,s press 2008

300 sider

Pris 269 kr.

 

Indimellem kan man godt få den tanke: Hvorfor er denne bog oversat til dansk? I dette tilfælde er svaret oplagt: Det er en god bog. Vi er i New York, hvor Cal Cunningham, der drømmer om en forfatterkarriere, deler en lille lejlighed med Stewart, der læser jura. Cal er seksuelt meget aktiv, og han fortæller i detaljer om sine eventyr til Stewart, som i det skjulte også har en forfatter i maven og skriver disse erotiske eventyr ned til en roman. Stewart dør i et trafikuheld, Cal opdager, at hans fortællinger ligger som en færdig roman blandt Stewarts ting, og han udgiver romanen som sin egen. Det bliver et kæmpehit. Så kører plottet. Hvor mange ved, at Stewart har skrevet romanen, store summer er på spil, og Cal vil gå langt for at holde på hemmeligheden. Der er afpresning, mordplanlægning, sex og mord. Vi følger Cal i hans tanker og gerninger lige til sidste side. Får endog lidt sympati for ham, da han ikke er psykopat. Hvordan det forløber og ender skal man læse i bogen. Den er rigeligt de timer værd.

Chenleins dobbeltgænger

Anmeldt af Ib Ahnfeldt-Mollerup

Georg Ursin: Chenleins dobbeltgænger

People’s press 2008

208 sider

Pris 155 kr 

 

Denne bog er en atypisk kriminalroman. Hovedpersonen Chenlein bliver mistænkt for en forbrydelse, han ikke har begået. Der dukker en dobbeltgænger op, og handlingen ruller. Her skal jeg ikke fortælle hvordan, men bogen er skrevet næsten Kafkask i sin stil og elementært spændende. Dobbeltgængeren har samme DNA-profil som Chenlein og samme fingeraftryk. Er det i virkeligheden Chenlein, der er sin egen dobbeltgænger? Det er svært at tolke handlingen ud fra denne antagelse. Bogen er i alle tilfælde særdeles læseværdig – og letlæst. Lige noget for en vinteraften ved brændeovnen.

Darling Jim

Anmeldt af Eline Andersen

 

 

Christian Mørk: Darling Jim

Politikens Forlag 2007

315 sider

Pris 279 kr.

 

Grænsen mellem mytologi og mord er diffus som angsten i mørket. Christian Mørk har skrevet en bog om tre kvinders kærlighed og sammenhold, om deres grumme skæbne og ikke mindst om den mand, Jim Quick, som forfører og myrder sig vej gennem Irland. Jim er en moderne skjald, som rejser på sin røde motorcykel fra pub til pub og fortæller om ulve, sorte skove, ungmøer, elskov og mord. Jims fortællinger væves ind i de tre kvinders liv og skæbne.

Fortællingen er smukt komponeret med flere forskellige fortællervinkler, og hvor den moderne ridder i form af et fyret postbud kommer skæbnen til undsætning. En glimrende bog fra Mørk til vintermørket.

De uberørte

Anmeldt af Ib Ahnfeldt-Mollerup
 
 

Kari Hotakainen: De uberørte

Gyldendal 2008

224 sider

Pris 249 kr

 

Vi er i Helsingfors 2008. Det er jævndøgn, så dag og nat er lige lange. Symbolsk har det en betydning.  Der er dage, der er gået, der er nætter, der kommer, og indimellem er der en grød af ingenting, som betyder alverden eller intet, alt efter hvordan man ser på det.

Vi får en krimiintrige, en gerningsmand, der er en kvinde, et offer, som er en mand og en forhørsleder, der lader sig nå af gerningskvinden og ælter rundt med hende i et favntag i forhørslokalet. Moderniteten er til debat her. En kultur, hvor alle vil have sex her og nu, alle vil være kendte og stå som serier af udråbstegn i et land som ellers består af lutter punktummer. Forfatteren skriver, så det er en lyst – engageret, billedrigt og påtrængende men alligevel præcist. Det er blændende gjort. 224 sider uafviselig, vigtig prosa i den hårde ende.