Dette er en grum fortælling om en faders og hans søns vandring gennem et øde afbrændt amerikansk vinterlandskab. Der er aske overalt, træer er nøgne og døde. Der er ingen liv undtagen enkelte overlevende mennesker, der som vores hovedpersoner vandrer på vejene. Solen trænger aldrig igennem den askemættede atmosfære, men det regner og sner. Det er flere år siden, at manden og hans søn har set himlen. Vi får antydet, at moderen har begået selvmord. Drengen er 10 år gammel, han er kronisk sulten og bange. Faderen er udmarvet, hostende med blodigt opspyt. Sammen skubber de en indkøbsvogn foran sig med tæpper, konserves, vand, olie og enkelte redskaber. Hvor de kommer fra ved vi ikke. Vi ved, at de vandrer mod kysten. Hvorfor netop kysten får vi ikke at vide. Deres vandring er en kronisk søgen efter mad og brugbare redskaber. Der er spøgelsesbyer, som for længst er gennemsøgt af andre, ligene ligger som afbrændte mumier, og kannibalisme hører til dagens orden.
Det er faderens kærlighed til sønnen som driver ham frem. Sønnen er den gode, han vil tage sig af dem, de møder på vejen. Faderen er skeptisk over for andre, og han har en pistol med to patroner i til sit forsvar.
Denne historie er som sagt grum og mørk. Den kunne sagtens handle om en atomar vinter efter en atomkrig. Men den fængsler sin læser og bæres frem af kærligheden. Den har fortjent fået Pulizerprisen 2007.