Mustafa Can skriver bl.a.: ”Hvor mange gange har jeg ikke forsøgt at gribe efter ledetråde til mors liv uden at få andet end korte fortællinger, som undertiden forvirrer mere, end de forklarer. I min stræben efter at udspørge hende står jeg tit tilbage med en følelse af håbløshed. (..) Hvem er du, mor? Hver gang jeg stiller spørgsmålet, betragter hun mig med forbavselse, inden hun svarer: Jeg er din mor, hvem skulle jeg ellers være?”
Mustafa fortæller om moderens sygdom og død: ”Kære mor, jeg kysser dine hænder og hviler mit hoved i dit skød, mens du sidder der i skyggen af morbærtræet og den himmelske fred. (…) Først vil jeg fortælle dig, at en ven i går sagde til mig, at døden ikke er en tilintetgørelse, men at de døde lever videre som planter i erindringen hos dem, de kendte. Du lever helt sikkert videre i min erindring! Men alligevel, mor: Din død har virkelig tilintetgjort noget i verden, noget hos mig, i mig. Du var for mig det mandeltræ, der stadig knejser på bakken bag vores hus i landsbyen.”
Mustafas kærlighed til sin mor blomstrer og giver liv til livet – giver lyst til at læse og leve.