Tilgivelse

Anmeldt af Ib Ahnfeldt

Yrsa Sigurdardottir: Tilgivelse

Oversat af Nanna Kalkar

Lindhardt og Ringhof 2018

440 sider

Pris 300 kr.

Yrsa Sigurdardottir er Islands krimidronning. Dette er hendes niende roman på dansk, og naturligvis er hun prisbelønnet. Nogle af figurerne i romanen har vi mødt i tidligere romaner, så de vækker genkendelse. Ledetråden i denne bog er mobning. En teen age pige, der arbejder i en biograf, bliver brutalt myrdet efter forestillingen, og da hendes lig findes, er det mærket med et total. Nogle dage senere er det en ung dreng, der findes myrdet, og han er mærket med et tretal. Kriminalassistent Huldar er den gennemgående efterforsker sammen med sin overordnede Erla, og de får hjælp af børnepsykologen Freyja. Den dræbte pige var særdeles vellidt i sin klasse, så vellidt at det lugter. På den video, morderen har sendt ud på nettet, siger hun undskyld, undskyld, men ikke hvad det er hun undskylder. Der er også en pige i klassen, som ikke bryder sig om hende, hun er frosset ud af fællesskabet og alt bliver gjort for at genere hende. Men hun kan umuligt være morderen. Det hele står lidt i stampe, men til sidst kommer der et gennembrud (naturligvis), og det er skruet fantastisk godt sammen, hvordan og hvorfor disse mord har fundet sted. Bogen er både spændende og velskrevet, og jeg havde ikke gættet plottet, før det blev kortlagt. Yrsa beholder tronen som krimidronning i Island.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *