Anmeldt af Ib Ahnfeldt-Mollerup
Kirsten Thorup: Tilfældets gud
Gyldendal 2011
315 sider
pris 299 kr.
Kirsten Thorup har skrevet en lang række digte, romaner og skuespil, og hun er belønnet med talrige litterære priser. Denne roman bærer vidnesbyrd om en rutineret kunstner, der kan tryllebinde sin læser. Ana er en ugift og barnløs karrierekvinde i et internationalt finansfirma. På grund af stress tager hun på en kort ferie til Gambia, hvor hun på stranden møder en teenagepige – Mariama – som snacksælgerske. Hun bliver betaget af pigen og besat af at ville hjælpe hende til skolegang. Det er ikke helt nemt, for Mariama lyver som sin skolegang og er temmelig humørsyg. Hjemme igen kan Ana ikke passe sit arbejde ordentligt, fordi Mariame fylder alt i hendes bevidsthed. Mariama vil til Europa og have en uddannelse, og det skal Ana hjælpe hende med. Ana flytter til London men bliver arbejdsløs, og Mariama kommer til London. Mens det går nedad bakke for Ana, træder Mariama mere i karakter som tiden går. Det er en spændende og velskrevet bog, som opsluger sin læser.