Anmeldt af Eline Andersen
Rolf Lappert: Svømme hjem
Tiderne Skifter 2009
Oversat fra tysk af Mone Hvass
510 sider
Pris 299 kr.
Da Wilbur fødes, dør hans mor, og hans far forsvinder. Men romanen begynder faktisk ikke med Wilburs fødsel. Snarere hans død: »I dag dør jeg,« lyder den første sætning. Wilbur fylder 20 år og er ved at drukne.
Drengen Wilbur, hvis udvikling vi følger fra fødsel, til han er i begyndelsen af 20’erne, ser et stort forbillede i den amerikanske actionhelt Bruce Willis.
I Ari’s Mega Video Store finder den 14-årige Wilbur et fristed: »En parallelverden, som han bevægede sig igennem i sin kapsel af fantasi og fortvivlelse, blændet af celluloiduvejr og bedøvet af ekkoet fra tordnende eksplosioner« (side 216).
Mone Hvass, som har oversat romanen, har klogeligt valgt konsekvent at benytte de amerikanske originaltitler og ikke de undertiden tvivlsomme danske filmtitler.
Svømme hjem var i 2008 nomineret til Tysklands største litteraturpris, Deutscher Buchpreis. Og romanen formår også i 2009 at svømme lige hjem – det er en formidabel bog, som egner sig særdeles godt til at ligge under juletræet.