Kristian Bang Foss ”Stormen i 99”
Gyldendal 2008
248 sider
Pris 249 kroner
Kristian Bang Foss har med romanen ”Stormen i 99” skrevet en kras og cool realistisk fortælling om en gruppe forhutlede unge, der arbejder på InWears tøjlager på Raffinaderivej på Amager. Stedet er ikke tilfældigt valgt, for han har selv arbejdet der, da han skulle tjene nogle penge til sin uddannelse. Det mærkes, at Kristian Bang Foss har haft sine ører og øjne langt inde i dette stærkt hierarkiske univers, hvor især dialogerne står pinagtigt autentiske. Forfatteren skildrer disse individuelle skæbner og gør især meget ud af at berette om arbejdsgangen og rutinerne på tøjlageret. Lyder dette kedsommeligt, så kan denne anmelder bevidne, at det er det stik modsatte! For det er noget af en samling typer, forfatteren portrætterer. Vi har en kok, der masturberer ned i frikadellefarsen og senere serverer den for personalet. Vi har en fyr, der lyver om at han har en kræftsvulst i hjernen for at undgå at tilbagebetale en gæld. En fækalist optræder også, og der er minutiøse skildringer af sex, børns grusomheder, variationer af svigt, depression, håbløshed og ensomhed. En tung cocktail, men romanen er ikke tyngende læsning, tværtimod, den er opløftende og meget, meget morsom. Dette skyldes især den valgte fortæller, en alvidende 3. personfortæller, som betragter disse sølle eksistenser med ironisk distance og ofte udstiller dem i deres naivitet, magtliderlighed og forløjethed.
Fortælleren kan være direkte ondsindet: ”Nu kommer Katja sjoskende med sin dårlige holdning, der virker villet. Det er en tid med efterdønninger af grunge og post-punk, og hun ser altid forjasket ud, som om hun lige har været kastet ind i en tørretumbler sammen med en pakke palmin”. Forfatteren er ikke ude på at skrive psykologisk realisme, personerne handler, som de nu engang gør, ud af tilfældighed og spontanitet i situationen. Kun to personer, Anton og Nanna, bliver skildret grundigere og med flash backs, så deres fortid oprulles. De to unge bliver en slags kærester, og forfatteren giver i glimt rørende og poetiske skildringer af de to generte menneskers langsomt voksende tillid til hinanden. Kristian Bang Foss er en fremragende iagttager, og det viser sig ved en række natur- og gadescener i København, som næsten er filmisk skildrede og emmer af poesi: ”Nu er det blevet forår, og så overrumpler det totalt med kålsommerfugle, der kommer hvirvlende i en lun vind i anden sals højde, og sidegader, der virker som mudrede afløb, der pludselig gennemskylles af krystalklart vand og står med træer, der lader til at eje lyset;”. Som et crescendo buldrer stormen i slutningen af romanen ind over Danmark og InWears tøjlager og forandrer og forløser ting og mennesker. Til sidst kommer den store og uregerlige natur, og de enkelte menneskenaturer må bøje sig. Hvad der nærmere sker, skal ikke røbes her. Læs den og du vil både grine og græde.