Spejl skulder blink

Anmeldt af Ib Ahnfeldt

nors

Dorthe Nors: Spejl Skulder Blink

Gyldendal 2016

192 sider

Pris 200 kr.

Dorthe Nors har en ret så solid skriveerfaring. Jeg har ikke læst hendes øvrige bøger, men efter denne har jeg lyst til mere. Hun skriver bare godt. Hovedpersonen i denne bog er Sonja. Hun er mere end 40 år gammel, lever af at oversætte kriminalromaner, og så er hun meget indadvendt. I barndommen flygtede hun ud i kornet og gemte sig for verden, nu har hun også kontaktproblemer og lever i sit eget hoved. Men hun har besluttet at tage kørekort. Det er ikke nemt, når man er Sonja, hun kan ikke lære at skifte gear, så det gør kørelærer Jytte for hende, ind til Sonja bytter kørelærer til chefen i køreskolen. Sonja er også svimmel. Det kommer ved hovedbevægelser, det er noget med nogle sten i det indre øre, som hun skal have flyttet, før det hjælper. Det skal kørelæreren helst ikke opdage. Sonja har en massør, Ellen, som kan finde Sonjas spændinger i musklerne og massere dem væk. Hun prøver at få lidt privat med Ellen, en tur i dyrehaven, men det lykkes ikke, Sonja skal tisse midt i turen, og hun ender alene på restauranten. Sonja prøver også et få kontakt med sin søster over telefonen, sjældent har jeg hørt så kikset et kontaktforsøg. Så Sonja har ondt i livet, ondt i musklerne, er ensom, er svimmel, og hun vil gerne have kørekort. Det er en dejlig bog, godt skrevet og fængslende, hvorfor har jeg ikke hørt om Dorthe Nors før nu?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *