”Der er haver i regn/Der er citrontræer om natten/Der er en natlig oversættelse hvor vi er/det vi er : indlandsregnskov, sten, langsomt/strømmende vand”. Sådan lyder åbningsdigtet i Tua Forsströms ”Sange”. Melankoli, ensomhed og længsel er grundstemningen i digtene sammen med en søgen efter at nå Den Anden. Tua Forsström er finlandssvensker, og den store nordiske natur er klangbund og konkret nærværende i form af dyrene: Bjørnen, ulven, svanen, haren, katten, fiskene og hestene. Disse naturelementer er samtidig ledemotiver og sindbilleder på det menneskelige: Længslen, smerten, skønheden og den skrøbelige tro på, at der er noget på den anden side af livet. Mange af digtene antager dermed fablens form: ”Varmen Isstormene/Bare ikke den lille pige/Lille modig krop/ved ingenting/Jeg har hentet en hare/Jeg har hentet en leopard/For at der ikke skal kæmpes/i så lille en krop”. Digtene er ligetil at læse, der er ingen påfaldende ordsammensætninger, og tonen er lavmælt, men stædigt insisterende på de spørgsmål, der stilles. Realistiske hverdagsbetragtninger veksler med fantastiske visioner, og digtene navigerer fysisk mellem nat og dag, verden og underverden. Hovedtemaerne er natur over for kultur, liv versus død. Digteren forsøger at indkredse det fundamentale i tilværelsen: Det absolutte, det uafvendelige og det ubegribelige. I nogle af digtene henvender Forsström sig direkte til Jesus, ligesom hun taler med de døde, de er nærværende overalt i digtsamlingen. Sarkasme veksler med humor, men grundstemningen er følelsen af svigt og tab. Men afmagten får ikke det sidste ord. En trodsig livsvilje bryder frem som mælkebøtten op af asfalten: ”Det blæser op til regn/Akustikken forandrer sig i september/Jeg ser dig endnu, jeg kender dig ikke,/jeg bliver så længe jeg kan”. Læs digtene for deres åndelige vingefang og store sproglige skønhed. Og for håbet, vi ikke kan undvære: ”Jeg ved at du er et sted ret tæt på og i mørket lyser”.
Sange
Anmeldt af Benedicte Ellekjær
Tua Forsström: Sange
Gyldendal 2007
48 sider
Pris 150 kr