Anmeldt af Ib Ahnfeldt
Martin Larsen: Parasitsonetterne
Gyldendal 2017
108 sider
pris 200 kr.
Martin Larsen har her gjort en vanskeligt tilgængelig bog om sonetter og deres opbygning. For at lette det lidt vil jeg starte med at fortælle, hvad en sonet er. Sonetten havde sin blomstringstid omkring 1590. Den skrives lidt forskelligt af italienere og englændere, idet englændere havde seks linjerede vers, der fulgte efter hinanden, men italienere havde den gængse type med to fire linjerede vers efterfulgt af to tre linjerede. Det er den type, der er gængs i Danmark, og den type Inger Christensen skrev Sommerfugledalen på. Altså fire vers, to på fire linjer og to på tre linjer, skrevet med jamber, og der skal i fire- versene være rim på to af linierne i tre-linie versene rim inden for verset eller rim til vers to. (Marinus Børup 1933). Sædvanligvis er linjerne afsluttet feminint, men det er ikke et krav. Man skal have et budskab, man vil have ud, og så en halv snes rim ord. Det bliver værre endnu. Hvis man kan lave 14 sonetter og der efter en mestersonet, der begynder med slutlinjen i vers et, og vers 14`s sidste linje bliver vers 1`s første. Det hedder en sonetkrans. Kransen er her åben, men lader man mestersonetten slutte med vers`1 første linje, bliver det en lukket sonetkrans. Har du mod på at prøve selv? Martin Larsen går endnu videre, han regner på hvor mange sonetter, der kan genereres ud fra en given sonet. Det er mange, hvert vers kunne jo være mestersonetten i en anden sonet. Jeg har ikke regnet Larsens eksempler efter, dovenskab tror jeg og uformåenhed, men jeg tror på de passer. Men Larsen bryder med alle sonettens krav til form og indhold. Hans egne sonetter er ikke fem stavelses jamber, de fire linjede vers har ofte ingen rim og de tre linjede vers har heller ikke rim. Indholdsmæssigt mangler de et budskab, men han bør beundres for sin matematiske og geometriske beregning af en sonets potentiale.