Øje for øje

Anmeldt af Ib Ahnfeldt

Paul Cleave: Øje for øje

Oversat af Rasmus Klitgaard Hanen

Jentas 2017

448 sider

Pris 300 kr

Paul Cleave er fra Christchurch i New Zealand, og dette er sjette bind i hans Christchurch Noir serie. Hans bøger plejer at være handlings- og spændingsmættede, hvorfor han er tildelt flere priser. Denne bog er også drønspændende. Theodore Tate er vores helt fra de tidligere bøger. Han var politiefterforsker, blev fyret, så selvstændig detektiv og alkoholiseret, men nu er han tilbage i korpset og har været tørlagt i to år. Hans ven i korpset Carl Schroder fik en kugle i hjernen og lå længe i koma. Kuglen kunne ikke fjernes, og han blev fyret fra politiet. Nu løslades en voldtægtsforbryder fra fængslet, og han ser sit voldtægtsoffer på en tankstation. Han følger hende, bryder ind i hendes hus og vil voldtage hende igen. Men Schroder har set det ske, og han tager ud i offerets hus, får uskadeliggjort forbryderen, og så udbeder offeret sig fem minutter alene med skurken. Faktisk dræber hun ham, og Schroder kører liget ud til banelegemet og kaster det foran toget. Dette starter en række mord på mennesker, som alle mener er skyldige i mord, men som er gået fri i retssystemet. Læseren ved godt, at det er Schroder, der begår disse mord, og Tate er medvider, men han hjælper ligefrem Schroder og kan ikke arrestere ham, da Schroder har en klemme på ham. Men det bliver pinligt, hvad nu, hvis den, Schroder dræber, faktisk er uskyldig? Det bliver herefter en kamp mellem de to gamle venner på liv og død. Der er masser af action i denne bog, der sætter spørgsmålstegn ved selvtægt. Men jeg kan lide den, lige så meget på grund af tonen i den.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *