Anmeldt af Ib Ahnfeldt-Mollerup
Walter Mosley: New York mordene
Oversat af Lisbeth Valentin Madsen
Rosenkilde og Bahnhof 2011
344 sider
Pris 299 kr.
Walter Mosley er amerikaner og en garvet kriminalromanforfatter med mere end 25 romaner bag sig. Hans stil er rå og ligepå, og det er velgørende. I denne bog hedder helten McGill, han er tidligere bokser og stik i renddreng for mafiaen, men nu har han slået sig ned som lovlydig – eller næsten lovlydig- privatdetektiv i New York. Akkorden går på,
at han skal finde en pige, som ser ud til at være gået under jorden i forbindelse
med, at der er sket to mord i en lejlighed, det ene mord er på pigens bedste
veninde. Det er processen med at finde pigen, der gør bogen spændende og
underholdende. Der slås på tæven med og uden våben samt trues med pistoler, så
det er en fryd. Hvorfor pigen er forduftet, hvorfor en indflydelsesrig mand vil
have hende fundet og beskyttet, og hvorfor alle disse lejemordere vil have
hende nakket, det får vi først svar på til sidst, og det virker ikke spor
sandsynligt, men det gør ikke noget, det er jo processen som fænger. Ind i
historien flettes McGills rodede privatliv, hvor et par sønner lige skal reddes
ud af tunge problemer. Bogen er nummer to i en serie med samme detektiv, og
nummer tre kommer til foråret, den glæder jeg mig oprigtigt til. Det er rart at
se, at Raymond Chandler ikke har levet forgæves.