Anmeldt af Ib Ahnfeldt
Lotte og Søren Hammer:Mørkemanden
Gyldendal 2016
416 sider
Pris 300 kr.
Søskendeparret Hammer kommer her med deres 7. krimi, og den er grusom og spændende. Det starter med, at en fotograf til sin reception opdager, at nogen har anbragt en afskåret hånd i hans jakkelomme. Hvem mon lige går og mangler en venstre hånd? Og hvorfor skulle den skæres af?Konrad Simonsen er ikke mere drabschef, han er efterforsker i et privat firma, men han bliver midlertidigt kriminalkommissær for at skulle efterforske denne sag, som viser sig at indeholde flere afskårne hænder og lig. Der er også et hus i nærheden af Jelling, som en retarderet man er dømt for at have brændt ned, hvilket han umuligt kunne have gjort, og fra højeste politiske instans skal Konrad nu med alle midler opklare brandgåden, hvor mennesker indebrændte. Politiet har naturligvis efterforsket sagen, men kom ingen vegne. Konrad Simonsen får ikke svar på noget som helst i denne sag. Politiet er ikke til nogen hjælp, PET heller ikke, embedsværket i regeringen sveder og er utilpasse men nægter at samarbejde, selv ministeren, der har bedt Konrad om at løse gåden om branden, vil ikke sige, alt hvad hun ved. Der kommer flere brændte huse og flere afskårne hænder ind i billedet, men først til sidst får læseren at vide hvorfor. Bogen er spændende og også velskrevet, men man må acceptere, hvad der nok er sandt, at embedsværket har en uhyggelig magt. Jeg ser frem til søskendeparret Hammers tre næste krimier med Konrad Simonsen.