Anmeldt af Ib Ahnfeldt
A.J.Kazinski: Miraklernes nat
Politikens forlag 2017
448 sider
Pris 300 kr.
Forfatternavnet A.J. Kazinski dækker over de to forfattere Anders Rønnow Klarlund og Jacob Weinreich. De debuterede i 2010 med romanen Den sidste gode mand, og denne bog er den femte i serien om politiforhandleren Niels Bentzon. Den er vild og spændende. Niels Bentzons kone Hannah, der er astrofysiker, spiller en stor rolle i bogen. Hun er dødssyg af udbredt kræft, men hun nægter at ligge hjemme eller på hospice og vente på døden, Hun tager til Lourdes for måske at opleve det meget sjældne mirakel, vandet dernede kan udløse, og derfra tager hun til Jerusalem, hvor hun hjælper Niels Bentzon. Hjemme i Danmark sker der umanerligt ækle forbrydelser. Unge mænd i tredverne bliver bedøvet ved hjælp af et gevær og en pil, derefter bliver de trukket et afsides sted hen og korsfæstet på et kors, der er samlet af fem dele. Nagler gennem håndled og fødder, underben brækket med en kølle. Døden indtræffer efter timer, hvor offeret hænger i en overfladisk bedøvelse. Der er jo tydelige religiøse spor i det her, og hvordan finder man sådan en afsporet person. Jerusalem syndromet kalder man det, der kan få mennesker til at mene, at de f.eks. er Jesus eller Simon af Kyrene. Kan man i Jerusalem finde en dansk person, der for mange år siden er behandlet på en psykiatrisk afdeling for dette syndrom? Bogen er naturligvis velskrevet, og den er også kulturelt oplysende, jeg vil gerne læse mere om Niels Bentzon.