Anmeldt af Ib Ahnfeldt-Mollerup
Ana Novac: Min ungdoms smukke dage. En jødisk piges kz-dagbog
Oversat af Victoria Westzynthius
People’s press 2011
290 sider
Pris 249 kr.
Hun var 14 år gammel, da hun sammen med titusinder af andre transsylvanske jøder blev deporteret til Auschwitz I 1944. Hun skrev dagbog, og det er rystende læsning. Forholdene i lejren beskrives meget tæt på forholdene, som de var, og de tyske vagter portrætteres sammen med de betroede fanger, der skulle hjælpe med at holde orden. Hun blev flyttet mellem flere lejre, men det lykkedes hende at føre sine skriverier med sig, selv om det var forbudt. Denne dagbog kom på ungarsk i 1966, men den foreligger først nu på dansk. Og det er godt, for det er en atmosfæremættet skildring af lejrenes univers, fangernes indbyrdes forhold, sulten, kulden, angsten og sygdommene, der fulgte med. Ana Novac boede mange år i Paris, hvor hun døde i 2010.