Anmeldt af Ib Ahnfeldt
Malene Ravn: Mia
Gyldendal 2016
152 sider
Pris 200 kr.
Dette er Malene Ravns anden bog, og den er vellykket. Mia er en enspænder. Hun bor alene på sit husmandssted sammen med katte og to heste. Ind i billedet kommer Mias ven dyrlægen, han har en olm tyr, som han ikke mener fejler noget, men som har været aggressiv og derfor har behov for at være et fredeligt sted, han er for flot til bare at aflive. Mia siger ja. Mias søster hedder Seline. Hun bor sammen med muskelmanden Jacob, som regelmæssigt banker hende, men Seline vil ikke af med ham. Nu banker han hende lidt for meget, og Mia tager Seline med hjem til sig, så hun kan komme sig. Det passer naturligvis ikke Jacob, som kommer for at hente hende, og så starter dramaet for alvor. Bogen bliver en psykologisk thriller, hvor gerningsmanden bliver offer, men man er som læser meget tæt på det, der sker. Bogen er særdeles velskrevet og en fornøjelse at læse. I hovedtrækkene er den minimalistisk med korte men rammende sætninger. Det har været intet mindre end fantastisk at læse den. Dejligt sprog, fængslende indhold, en masse mellem linierne, hvad vil man mere.