Anmeldt af Eline Andersen
Mellem rødt og sort: Jan Guillou
Modtryk 2013
474 sider
Pris 299,95 kr.
Mellem rødt og sort er det tredje bind i Jan Guillous fantastiske historiske projekt om det store århundrede. De tre norske brødre, som vi kender fra Brobyggerne og Dandy, er gået sammen ind i byggebranchen. Første verdenskrig er slut og ingen aner, den fare der ligger og lurer i Europa. Brødrene vil skabe en ny verden og opbygge den fra bunden uden krig og ulykke. Ingen i Europa tror, at der vil komme en krig igen – men nye politiske vinde blæser hen over landet og blæser også familien Lauritzen omkuld.
Man skal læse Guillous bøger, hvis man gerne vil underholdes og have en god historie. Hvis man derimod ønsker at få en historisk fremstilling af Nordens og Europas historie, så er der mange steder, hvor romanen helt tilsidesætter de historiske linjer, og hvor jeg sidder og mangler lidt inter-skandinavisk fylde i det store århundrede.
Men det gør ikke læsningen kedelig eller fortællingen underholdende. Mellem rødt og sort er bedre og mere slagkraftig end Dandy, det forrige bind. Måske fordi jeg i højere grad underholdes af Berlin-beskrivelser end London ditto. Hvem ved?