Mands minde, Riber ret, Noget nær

Anmeldt af Benedicte Ellekjær
 
 

Hans Edvard Nørregård-Nielsen: Mands minde, 1999, Riber ret, 2001, Noget nær, 2006.

Gyldendal.

176 sider, 216 sider, 256 sider

Pris 139 kr. 139 kr. 129 kr.

 

Hans Edvard Nørregård-Nielsen (f.1945) er magister i kunsthistorie og siden 1988 formand for Ny Carlsbergfondets direktion. Han har en lang række udgivelser bag sig, eksempelvis bøger om dansk guldalder og væsentlige kulturpersonligheder fra den tid. Med sine tre prisbelønnede erindringsbind: ”Mands minde”, Riber ret” og ”Noget nær” er han blevet folkeeje, og når han holder foredrag, trækker han fulde huse. Hans Edvard Nørregård-Nielsen er en unik fortæller og i liga med Johannes Møllehave. I sine erindringer beskriver han personer og steder med sin karakteristiske lidt søvnige årvågenhed som om, han lidt fortumlet rækker ud efter ordene. Han har samme kadence i sine sætninger, som når han taler, en sindig langsommelighed, som forlener det skrevne med ægte tilstedeværelse. Selv har han i et interview udtalt, at han tænker med sanserne, og det mærkes i disse erindringer, der er fyldt med lugte, lyde, lys, dufte og en mangfoldighed af bitte små detaljer. I ”Mands minde” fortæller han om opvækstårene i Vestjylland i 50’erne, om sin arbejdsomme slider af en mor og en far, der var en drømmer, og som byggede det ene luftkastel efter det andet. Det sled på ægteskabet, og reelt var det moderen, der forsørgede lille Hans Edvard og hans tre søskende. Overalt mærker man forfatterens drift mod at forstå alt, hvad hører mennesket til, men i forholdet til faderen bliver tonen indimellem skarp. Det har været et kors at have en sådan fader og ægtemand. 

I ”Riber ret” skildrer forfatteren sine ungdomsår i Ribe i 60’erne. Hans Edvard kommer i gymnasiet, og beskrivelsen af lærerstaben og hele ånden på Ribe Katedralskole er en historie om intellektuelt hovmod, manglende pædagogik og empati, social forskelsbehandling og andre rare ting. Men der er en person, som kan lyse al mørke op, og det er hans elskede Regitze, der bliver hans første kone og gift med ham i 22 år. Vi følger de to forelskede gennem gymnasietiden, og hele det ungdommelige følelsesregister udspilles i kampen for kærligheden og at komme overens med, hvem man selv er. Forfatterens elskede Ribe skildres med en elegisk inderlighed: ”Om sommeren kan morgenstunden hvælve sig sådan over Ribe, at det ser ud, som lå byen under sin egen lyskuppel. Så strækker og rækker alt levende sig mod solen, oppe fra lindetræerne udråber tyrkerduerne fromt og lydeligt deres ”Du gode gud, du gode Gud”, og alt er så pænt på plads i sin krans af grønt”. Det sidste bind af erindringerne ”Noget nær” fortæller videre om parret Regitze og Hans Edvard, som bosætter sig i København og begynder at studere henholdsvis til sygeplejerske og præst. Der er forjættende beskrivelser af kæresteparrets glubende livsappetit på det københavnske natteliv. Og der er mere prosaiske skildringer af dagligdagen og parrets kamp for at tjene til studierne gennem ofte ret specielle jobs, hvilket giver forfatteren lejlighed til at beskrive forskellige miljøer og noget aparte mennesker. Det gælder for alle tre bind, at de er fremragende tidsbilleder af et Danmark, der forvandler sig fra et landbrugsland til et industriland. De menneskelige omkostninger står uforskønnet på siderne. Ved vejs ende, efter at have fulgt forfatterens liv tæt, sidder man tilbage med en følelse af vemod. For kærligheden mellem Regitze og Hans Edvard måtte give op. Kærlighedens mirakel og forlis. Men – som forfatteren skriver til sidst – ”Man kan altid finde noget at glæde sig over. Værre er det ikke”.    

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.