Lyset sletter nattens ord

Anmeldt af Ib Ahnfeldt

Miki Mistrati: Lyset sletter nattens ord

Politikens forlag 2017

314 sider

Pris 200 kr.

Miki Mistrati er journalist og forfatter, men jeg har ikke læst noget af ham før, så denne bog blev en positiv overraskelse. Bogen handler om islamisk tro og terrorisme og om hvordan PET takler eller nærmere ikke takler problemet. Centralt står Peter som PET agent, der er bange for de danske islamister, og så Martin, som er journalist på en avis, hvor han i denne bog skal grave sig ned blandt islamisterne. Det lykkes ham at blive ven med en af de farligste islamister i Danmark. Han bliver godt modtaget i miljøet, hvor han også bliver indoktrineret. Han tager på tur til London med sin islamiske ven for at møde en islamisk koryfæ, og han overtales til at tage til Yemen, en tur, der bliver blodig og skræmmende. Man fængsles af denne bog og forstår, hvorfor nogle konverterer til islam med al dens religion og determinisme. Hvis nogen dør under en aktion, har det hele tiden været forudbestemt, at dette skulle ske, så man skal ikke føle sorg, kun glæde over, at en broder har opnået sin bestemmelse. Bogen er spændende og velskrevet men har ikke nogen happy end. Som læser tænker man, at sådan kunne det godt være.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *